Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVII. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
493
Kong James den Anden; paa fædrene Side nedstammede
han - dog med et enkelt uægte Led i Stamtræet,
en Omstændighed, Byron selv aldrig nævner - fra en
gammel normannisk Adelsslægt, hvis ældste bekendte
Stamfader Radulphus de Burun deltog i Englands
normanniske Erobring. Og da den nysnævnte Grandonkel
mistede sin eneste Søn og i 1794 sin eneste Sønnesøn,
var der al Udsigt til at hans Ejendom Newstead og
med den hans Peerstitel og Peersrettigheder vilde
tilfalde det lille Barn, som han aldrig havde set,
men som han plejede at kalde «den halte Dreng, der
borti Aberdeen.»
Den lille halte Dreng voksede da ogsaa op med
denne Udsigt for Øje. Stolt og umedgørlig var han af
Natur. Da han en Dag som ganske lille fik Skænd, fordi
han havde plettet sin nye Bluse, svarede han ikke
et Ord, men bleg som et Lig greb han sig med begge
Hænder foran i Brystet og rev i et af sine (senere
ikke sjældne) Anfald af stumt Raseri Blusen i Stykker
fra øverst til nederst. Moderens Opdragelse var af
den Art, at hun snart overøste Barnet med Skældsord,
snart med de heftigste Kærtegn, snart lod det høre
ilde for den Uret, dets Fader havde gjort mod hende,
snart endog for dets Legernsfejl. Hun har saaledes
sin Del af Skylden for, at denne Legemsfejl straks
kastede en mørk Skygge over den lille Geordie’s Sind;
han hørte sig kaldt Krøbling af sin Moders Læber. Ved
ortopædiske Maskiner og Bandager havde man forværret
Ondet; Foden smertede og den stolte lille Dreng
anvendte al sin Viljekraft paa at skjule denne Smerte
og Besværligheden ved Gangen. Undertiden taalte han
ingen Hentydning til sin Vanførhed, undertiden kaldte
han sig selv med bittert Lune for Klumpfod.
Uden at vise nogen Skoleflid kastede Drengen sig,
saasnart han kunde læse, over historiske Bøger,
dog især over Rejsebeskrivelser; Grunden til hans
Længsel mod Østerland blev paa denne Maade lagt i
hans allerførste Aar. Han siger selv, at han ikke
ti Aar gammel havde læst mere end seks store Værker
over Tyrkiet, desuden Rejser og arabiske Æventyr. Som
lille Dreng havde han til Yndlingsroman Zeluco af John
Moore, hvis Helt ved Moderens slette Opdragelse efter
Faderens Død bringes til at hengive sig til ethvert
Lune, og hvis Sindelag tilsidst bliver «saa fængeligt
som Krudt*. Barnet saa sig i Spejl i denne om William
Loveli mindende Romanhelt. Blandt de Egenskaber,
der skulde spille en afgørende Rolle i Digterens
Liv, viste den
32*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
