Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVII. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
497
skabeligt og skinsygt. Paa Ballerne, hvor hun
glimrede, maatte han, der ved sin haltende Fod var
forhindret fra at danse, med kvalfulde Blikke se
hende i de Andres Arme. En Aften hørte han endelig,
hvorledes hun til Kammerpigen, som bragte Talen paa
Byron og hans Udsigter, sagde: «Tror du, jeg bryder
mig noget om den halte Dreng?» - han slugte Smerten
og trak sig tilbage. Tretten Aar senere skrev han
under strømmende Taarer i Villa Diodati ved Genfersøen
Digtet Drømmen, som behandler
Hvad har jeg da gjort? - Lord Byron, sagde Fru
Chaworth afbrydende, holder De ikke af at se
Billeder? - Nej mange Tak, sagde den lille Lord i
en mere høflig Tone, jeg holder af, at man lader
mig i Fred. - De maa ikke, bedste Fru Chaworth,
bedømme ham efter, hvordan De ser ham nu. Han kan
være saa rar, naar han vil. - Rar! mumlede den lille
Lord mellem Tænderne. - Hvis De blot havde set ham
i Dulwich af og til i et lille Teselskab, han var
ligefrem Selskabets Perle. - Nej, jeg var ikke,
sagde Lord Byron. - George, sagde hans Moder igen
i en højtidelig Tone, har jeg ikke altid sagt dig,
at du ikke maa sige imod? - Den lille Lord hengav
sig til en undertrykt Brummen. - Man spilte en lille
Komedie sidste Jul, og han spilte ganske dejligt. Nu
skulde De ikke tro det efter den Maade, hvorpaa han
sidder paa sin Stol George, min Skat, jeg fordrer,
at du er artig. Sid som en Mand! - Jeg er ingen
Mand, sagde Lord Byron, jeg vilde ønske, jeg var. -
George, sagde Moderen, har jeg ikke altid sagt dig,
at du ikke maa svare mig? det passer sig ikke for
Børn at svare . . . George, kan du høre hvad jeg
siger, raabte Fru Byron med et Ansigt saa rødt som
Skarlagen. - Alle Mennesker kan høre, hvad De siger,
Fru Byron, sagde den lille Lord. - Kald mig ikke Fru
Byron, det er ikke Maaden at tale til sin Moder paa,
jeg vil ikke kaldes Fru Byron af dig. Jeg har næsten
Lyst til at rejse mig og give dig et godt Dunk. O Fru
Chaworth, sukkede hun, og en Taare trillede ned ad
hendes Kind. Vidste De, hvad det vil sige at opdrage
det Barn! - Kære Frue, sagde Fru Chaworth, jeg er vis
paa, at Lord Byron ikke har andet Ønske end at gøre,
hvad De helst vil have. De har vist misforstaaet
ham. - Ja hun misforstaar mig altid, sagde den lille
Lord i en blødere Tone og med vaade Øjne. - Saa,
nu begynder han, sagde hans Moder og begyndte selv
at græde paa det Forskrækkeligste, da i det Samme
Erindringen om al hans Uartighed paany dukkede op
i hendes Bevidsthed og hun foer op for at gribe til
sin sædvanlige sidste Tilflugt: at give ham et godt
Dunk. Hendes behændige Søn, der var vant til disse
Storme, undløb, stillede en Stol foran sin Moder,
hvorover hun nær var falden, og nu løb de omkring
i Stuen. I sin Fortvivlelse snappede hun en Bog og
vilde kaste den i Hovedet paa ham, men med et satanisk
Smil bøjede han Hovedet, saa Bogen fløj ud gennem en
Rude. Hun gjorde endnu et desperat Angreb, og i sin
Forskrækkelse frelste den lille Lord sig kun ved at
hvirvle Fru Chaworth’s Sybord hen foran hende. Saa
faldt hun over Bordbenet og fik et hysterisk Anfald,
medens Lord Byron stod bleg og trodsig i en Krog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
