Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVII. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
503
Grund af den Kraft, den Selvfølelse, den
uhørte Dristighed, som ligger bag den og her fik
Luft. Angrebene havde for første Gang givet Byron et
Sanseindtryk, der snart skulde blive det stadige og
herskende hos ham, den Følelse i hvilken han først
helt fornam sig selv, og det var denne: Ene mod Jer
Alle! Denne Sansefornemmelse var Livseliksiren for ham
som for Historiens andre store stridbare Naturer. «Mig
skulde man kunne haane ustraffet! Mig tror man at
kunne knuse! Mig som ene er stærkere end de Alle»,
det er det Tema, som har sunget for hans Øren, mens
hans skrev. Edinburgherne var vante til, naar de i
en saadan Anmeldelse slog en lille Dusindigter til
Jorden som en Flue, eller af Vaade skød en stakkels
lille Sangfugl ned, at den Paagældende da græmmede
sig i Stilhed, eller ydmyget gav sin egen mangelfulde
Begavelse Sk}rlden, saa at Kritiken i ethvert Fald
fulgtes af en dyb Tavshed. Men nu var de stødt paa
den, hvis uhyre Styrke og Svaghed det netop var,
aldrig at give sig selv Skylden for en Vanskæbne,
men med Lidenskab at kaste den over paa Andre. Ogsaa
denne Gang fulgtes Kritiken af en halvandetaarig
Tavshed. Men da gik det som der staar i Victor Hugos
Digt (Les chåtiments. La caravane):
Pludselig, midt under den uhyggelige Stilhed, der
stiger og vokser, stum og hørlig paa én Gang, løfter
sig en Brølen, en frygtelig og lang. Det er Løven.
Og Billedet er det rette. Thi denne ikke smukke,
ikke gratiøse, ikke vittige Satire er mere Brøl
end Sang. Den Digter, der har Nattergalens Strube,
fryder sig, naar han første Gang hører, at hans
Stemme har Vellyd*); den grimme Ælling sporer sin
Svanenatur, da den kastes ud i sit Element; men
Løveungens Brøl overrasker den selv og lærer den,
at den nu er vokset op til Løve. Man søge da ikke i
English bards and scotch reviewers efter Kaardestød,
givne med en fast og sikker Haand; disse Saar er ikke
slagne af en Haand, men huggede af en Klo -
*) Ret aldrig kan jeg glemme Den allerførste Gang,
Da jeg min egen Stemme Fik høre, at den sang.
Chr. Winther: Til Een, Nr. 139.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
