Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVII. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
513
tvivle paa at han jo var en lige saa farlig og
nydelsestræt Person som sin Helt. Byron besad ikke
Scotts Koldblodighed og Ligevægt overfor Fristelser
og Smiger. Han lod sig glide med den Strøm, som bar
ham oppe. Kunstneren i ham trængte til at gennemleve
alle Stemninger og viste ingen fra sig. Med Lethed
vedligeholdt han sit Digterry; thi med korte
Mellemrum fulgte de poetiske Fortællinger, Giaaren
(Maj 1813), Bruden fra Åbydos (December s. A.),
Korsaren (færdig Nytaarsdag 1814), af hvilken der paa
én Dag solgtes 13,000 Eksemplarer. Den bitre Ode til
Napoleon i Anledning af hans Tronfrasigelse viste,
at Byron ikke helt tabte den samtidige Politik
af Syne for Poesi. Saa skreves i 1815 Parisina og
Belejringen af Korinth. Det Nye, det Fremmedartede
og Lidenskabelige i disse Frembringelser rev det
afspændte Londonerselskab hen. Han var det Særsyn,
hvorpaa Alles Øjne hvilte. Unge Damer bævede i
Selskaberne af Glæde ved Tanken om, at han mulig
vilde tage dem tilbords, og skælvide samtidigt for
at spise en Bid, da det vidstes, at han ikke holdt
af at se Kvinder spise. Man hengav sig ængstelig til
den Forhaabning, at han vilde skrive et Par Linjer i
Ens Stambog. Hans Haandskrift alene var en Skat. Man
spurgte hinanden om hvor mange græske og tyrkiske
Kvinder Kærligheden til ham havde bragt Døden og hvor
mange Ægtemænd han havde dræbt. Hans Pande og Blik
saa ud som lutter Forbrydelse. Han bar ikke Pudder;
hans Haar var vildt som hans Sindelag. Grundforskellig
som han var fra almindelige Dødelige, var han tarvelig
som sin Korsar; forleden hos Lord den og den havde
han ved en Middag ladet elleve Retter gaa forbi
og forlangt Biscuit og Sodavand. Hvilken pinlig
Stilling for Husets Frue, der var saa stolt af sin
Anretning! og hvilken unaturlig Særhed i et Samfund,
hvor kraftig Appetit er Nationaldyd!
Saaledes ser vi Childe Harold i Person forvandle
sig til Don Juan. Den ensomme Pilgrim blev
Salonløve. Fuldt saa meget som Byrons Poesi gjorde
naturligvis hans Rang, hans Ungdom og sjældne Skønhed
Indtryk i Damekresene. I Walter Scotts Levned findes
om Byrons Ydre denne Ytring: «Jeg tror at have set
de bedste Digtere i min Tid og mit Land, men skønt
Burns havde de skønneste Øjne, saa’ dog Ingen i den
Grad ud som det, man tænker sig ved en Digter, som
Byron. Hans Billeder giver ingen Forestilling om ham;
Lyset er der vel, men det er ikke tændt. Byrons Ansigt
var Noget, hvorom man kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
