Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVII. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
520 Naturalismen i
England
det i Overensstemmelse hermed: «Faa Dage efter
rejste hun til Aragonien med sin Søn for at besøge
sine Forældre. Jeg fulgte hende ikke straks, da
jeg havde været i Aragonien før .... Medens Rejsen
stod paa, modtog jeg et meget kærligt Brev fra Donna
Josepha, der underrettede mig om hendes og min Søns
Velbefindende. Efter hendes Ankomst til Slottet
tilskrev hun mig et endnu kærligere Brev, der i meget
ømme og endog temmelig overgivne Udtryk anraabte mig
om straks at rejse til hende. Jeg- forberedte mig
netop til at forlade Sevilla, da jeg modtog et tredje
Brev, dette fra hendes Fader, der i de høfligste
Udtryk opfordrede mig til at ophæve mit Ægteskab. Jeg
svarede lige saa høfligt, at jeg ikke vilde gøre noget
saadant. Et fjerde Brev ankom fra Donna Josepha, i
hvilket hun meddelte mig, at hendes Faders Brev var
skrevet efter hendes udtrykkelige Ønske. Jeg spurgte
med omgaaende Post om Grunden. Hun svarte med Ekspres,
at da Grunde ikke havde Noget med den Sag at gøre,
var det unødvendigt at give nogen - men at hun var en
forurettet og fortræffelig Kvinde. Jeg spurgte da,
hvorfor hun havde tilskrevet mig de to foregaaende,
kærlige Breve, der opfordrede mig til at komme til
Aragonien. Hun svarede, at det var fordi hun troede,
jeg var gal, og at jeg blot havde behøvet at begive
mig paa Rejsen alene, saa vilde jeg uden Vanskelighed
være kommen til min Svigerfaders Slot og der have
fundet den ømmeste af alle Hustruer og - en stram
Spændetrøje.»
Saasnart Byrons Hustru havde forladt ham, var han
i Verdens Dom med ét Slag bleven en anden. Som han
en Morgen efter Childe Harolds Udgivelse var vaagnet
og havde fundet sig berømt, saaledes vaagnede han en
anden Morgen berygtet og behandlet som fredløs.
Aarsag var først og fremmest Misundelsen, ikke hin
Gudernes Misundelse, som de Gamle ansaa for Kilden
til de Stores Undergang, men Menneskenes smudsige
og lave. Han stod saa højt; han var saa stor;
med alle sine Fejl var han intet Øjeblik sunket
til den spidsborgerlige Agtværdigheds Jævnhøjde; i
Tillid til sine Evner og sin Lykke havde han altid
forsmaaet at vinde sig beskyttende Venner og været
ligegyldig for, hvor mange Fjender han skabte sig
paa sin Vej. Til at tælle var de allerede længe ikke
mere. Misundelsen var først og fremmest hans skrivende
Fællers, og blandt Misundelsens forskellige Afarter
er Forfatter-Misundelsen en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
