Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XIX. Byron. Jegets Fordybelse i sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Etyron. Jegets Fordybelse i sig selv.
525
trangens Treklang. Hver enkelt af dens
Toner var nu bleven mange Gange saa klar og saa
fuldtklingende.
Gennem Værkets første Halvdel gik Ensomhedens
Stemning som Betingelse for Kærligheden til Naturen;
allerede her hed det, at det at sidde paa Klipperne,
at drømme ved Floderne, langsomt at vandre gennem
ubetraadte Skove eller stirre ned i Afgrunde og
Vandfald, det var ikke Ensomhed, men Samliv med
Naturen; derimod at flakke om i Menneskesværmen og
høre dens utaalelige Støjen uden at elske Nogen eller
elskes af Nogen i den, det var at være tilgavns alene
(Ch. H. II. 25, 26). Men disse Udbrud var Erindringer
om skønne Barndomsindtryk fra Skotlands Bjergegne,
eller det var Drømmerier, som fremkaldtes ved Synet
af Eremitens Bolig paa Athosbjerget. Det var endnu,
som Ensomhedsstemningen hos Wordsworth, en Kærlighed
til Naturen, der beroede paa Sky for en ukendt og
fremmed Menneskeverden. Forskellen mellem Følelsen hos
Wordsworth og Byron var kun den, at Wordsworth havde
Landbarnets og Landskabsmalerens stumt rugende Dvælen
ved Naturindtrykket, Byron Stadbeboerens higende og
nervøse Kærlighed til det, og at Wordsworth søgte
til Naturen i dens Ro, medens Byron elskede den mest
i dens Vrede (Ch. H. II, 37).
I Værkets anden Halvdel er Ensomhedsfølelsen en
anden. Der er en dyb Forskel paa denne Trang til
ensomt Samliv med Naturen, Harold følte som uerfaren
Yngling, og den, han fornam som Mand, efter at hans
første Jordomsejling om Menneskene og Tingene var
tilende. Ikke Sky for Menneskene, men Lede ved dem
drev nu Byron til at elske den stumme Natur. Et
stort Samfund, det herskende Samfund i en hel stor
By, der for det fremmede Øje syntes saa humant, saa
fintfølende, saa rettænkende og ridderligtsindet,
havde vendt sin Vrangside ud imod ham, og Vrangen er
lærerig, men ikke smuk. Han havde lært. hvad Venskab
man viser den Faldne, og at den eneste virksomme
Kraft, paa hvilken den, der vil lægge Planer for
sin Fremtid, med Sikkerhed kan regne, er de Andres
Selvkærlighed og Følgerne af den. Saaledes blev han
anden Gang ene med sig selv; og den Poesi, han nu
skrev, er ikke for selskabelige Naturer. Men hvem
der, om saa blot for en kort Tid, har lært at vende
Menneskene Ryggen, kendt Ønsket at leve i Fred for
dem, følt Trangen til at forlade sit Hjem eller rejse
bort fra sit Land for at undgaa Skuet af Ansigterne
og
34*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
