Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XIX. Byron. Jegets Fordybelse i sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
526 Naturalismen i
England
opsøge Skuet af fremmed Himmel og Jord - hvem der
paa ensomme Veje har følt Synet af et sig nærmende
Menneske som Indtrædelsen af en smudsig Plet i hans
frie og rene Synskres - i ethvert saadant Menneskes
Sjæl vil disse lyriske Udbrud finde Genklang.
Childe Harold er ene. Han har lært, at han mindst
af Alt er skikket til at gaa i Trop med andre
Mennesker, ude af Stand til at give sine Tanker
ind under fremmede Tankers Herredømme eller til at
give Magten over sin Sjæl til Aander, mod hvilke
hans gør Oprør. Hvor Bjergene stiger, der føler han
sig blandt Venner; hvor Havet ruller, der er hans
Hjem. Det Digt, Naturen skriver med Solstraaler
paa Søen, er ham kærere end en Bog i hans Fødelands
Sprog. Blandt Mennesker føler han sig som den vilde
Falk, naar man har stækket dens Vinger. Men skønt
han flyr fra Verden, hader han den ikke derfor; det
er hverken af Misfornøjelse eller af Trods, at hans
Sjæl samler sig dybt nede i sin Kilde; den frygter
for at skumme over i Mennesketrængselen, hvor i et
Øjeblik et Menneskes hele Lykke kan sættes til «saa
at alt dets Blod forvandler sig til Taarer*.
Han føler det som bedre at være alene og saaledes
blive en Del af Alt omkring ham, da dog Synet af
høje Bjerge er ham en velgørende Følelse, medens
Byernes Summen er ham en Kval, og da Fjældet, Himlen
og Havet er en Del af hans Sjæl, som han af dem, og
det at elske dem hans reneste Lykke. Mindst ensom i
Ensomheden aner hans Sjæl i den et uendeligt Liv,
en Sandhed, som gløder den ren for Jeget, Harold
har ikke elsket Verden, heller ikke elskede den
ham. Han er stolt af aldrig at have smigret dens
urene Aande, aldrig at have bøjet Knæ for dens Guder;
aldrig at have lagt sin Kind i Folder til et Smil,
han ikke mente, og aldrig at have været noget Ekko,
naar Mængden raabte. Han var en iblandt dem, ikke
en af dem. Men han vil som aaben Fjende skilles fra
den Verden, han ikke elskede, og som gengældte ham
det med Renter. Han tror, siger han, hvad hans egen
Erfaring end har lært ham, at der gives Ord, der
har samme Vægt som Gerning, Haab, der ikke skuffer,
sand Barmhjertighed, og to eller en, som er hvad de
synes. (Childe Harold, tredje Sang, rundt om.)
Saaledes strømmer Ensomhedens Stemning over i
Tungsindighedens. Ogsaa denne Streng var anslaaet i
de første to Sange;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
