Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XIX. Byron. Jegets Fordybelse i sig selv - XX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den revolutionære Aand
531
omfatte og løfte hele Digterens Samtid*). Saa
holder han da sin Gudstjeneste og samler sin Sjæl i
Andagt. Han vrager alle «Afgudshuse», gotiske Kirker
saavel som græske Templer, og ligesom de gamle Persere
byggede deres Altre paa de højeste, Jorden overskuende
Bjerge, saaledes bøjer han sit Hoved i Naturens store
Kirke, den som bestaar af Jord og Luft**).
XX
Efter at have besøgt Valpladsen ved Waterloo, rejste
Byron langs Rhinen ned til Schweiz, hvor han tog
Ophold ved Genfer-søen. I en af Pensionerne der traf
han sammen med den fire Aar yngre Shelley. Shelley
havde i sin Tid sendt Byron Dronning Måb, men den
Skrivelse, der fulgte med, var gaaet tabt og saaledes
havde ingen Brevveksling udviklet sig heraf; han
var fjorten Dage tidligere ankommen til Stedet med
Mary Godwin og med en Halvsøster til denne, Frøken
Jane Clairmont, der allerede i London havde været
lidenskabeligt betaget af Byron. Byrons uægte Datter
Allegra var Frugten af den kortvarige Forbindelse,
der nu fandt Sted mellem ham og den unge Dame.
Under Samlivet med Shelley modtog Byrons Aand nogle
af de stærkeste og dybeste Indtryk, for hvilke han
var modtagelig. Det første store Indtryk .var det af
Shelley’s Personlighed og
*) I Martensens Den kristelige Ethik S. 228 hedder
det om Byron, hvis Sprog den høj ærværdige Forfatter,
der anfører Engelsk paa Tysk, ikke synes mægtig: «Meii
tage vi ham i hans Helhed, maa det visselig siges, at
hans Tro paa det politiske Frihedsideal langtfra var
saa stærk som hans Foragt for den Verden, der er saa
slet, at intet Frihedsideal deri kan blive virkeligt,
intet sandt Fremskridt komme istand», en Ytring, der
hverken lader sig forsvare eller i det Paagældende
Skrift forsøges forsvaret. Byron skal dér gaa op i
Begrebet «Pessimisme». I Grimur Thomsens Disputats
Om Lord Byron, et i en højst spekulativ Stil affattet
Stykke Arbejde, hedder det mere sundt: De unge Digtere
[i Frankrig] blev sig først ved Kendskabet til Byrons
Poesi selve Revolutionens Princip, den frie Tanke
[udhævet i Teksten] klart bevidste. S. 233.
*’*) Maal gotiske og græske ^Andagssteder og Søjler
mod Naturens Tempelgrund, mod Jord og Luft, der vidt
omkring sig breder,
og vælg ej lukte Rum, der hæmmer, naar du beder.
(Ch. H. III, 91.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
