Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den revolutionære Aand
533
skulde indvirke paa hans Frembringelsesdrift,
Indtrykket af Alpekæden. Det var en Lise for ham,
der saa nylig havde indaandet Dunsten af engelske
Selskabssale, at lade Øjet hvile paa den evige Sne
og skyhøjt over Menneskevrimlen betragte Alpernes
snebedækkede Skalper. Hans poetiske Forgænger
Chateaubriand afskyede Alperne; deres Storhed virkede
trykkende paa hans Forfængelighed; Byron følte sig
hjemme imellem dem.
Manfred, hvis sandeste poetiske Værd maa
søges deri, at det er et Alpelandskab og et
Alpelandskab uden Mage, er umiddelbart fremgaaet af
Naturindtrykkene. Taine har ladet sig henrive til det
stærke Udtryk, at Byrons Alpeaander i Manfred kun er
Teaterguder; men Taine kendte, da han skrev dette,
ikke selv Schweiz.
I ingen Omgivelser ligger Overgangen nærmere end her
til at personliggøre Naturen. Selv en almindelig
Rejsende fristes dertil. Jeg erindrer, at jeg en
Aften paa Rigi Kulm stod og betragtede de smukke Søer
ved Bjergets Fod og de smaa Skyer, der helt nede ved
disses Spejl drev afstéd over dem. Da rullede paa en
Gang langt ude fra Horisonten en lille hvid Klump. Da
den et Minut efter naaede Pilatus, var den en uhyre
Taage-masse. Med rivende Fart bredte den sig over
Himlen og kastede sin Skykaabes milevide Flige ud til
begge Sider. Den sænkede sig ned over Søernes Flade,
indhyllede Klippespidserne, red paa Bjergryggene,
fordybede sig i Kløfterne, spredte saa endnu engang
sine Flanker, hvirvlede som Røg mod Himlen, sank
som Bly over Byerne, udslukte alle Farver og flød
som Graat i Graat. Sneens Hvidhed, Træernes Grønt,
Solskyernes tusinde Glimt og Farver oversvømmedes i et
Øjeblik og var borte. Blikket, som nylig strejfede
frit hen over den umaadelige Flade, heftede sig
uimodstaaeligt tiltrukket alene ved den uformelige
Masse, der hastigt flyvende og mægtig som en Klode i
dens tidligste Tilstand foer ind imod Beskueren. Det
var som himmelske Hærskarer, som hundrede Tusinder af
luftige Ryttere, der i sluttet Trop kom susende paa
vingede, lydløse Heste, uimodstaaeligere end nogen
jordisk Hær, sporløst udslettende Alting bag sig som
Asiens Horder og Attilas Hunner. En Nordbo maatte
uvilkaarligt tænke paa Vanernes Tog. I det Øjeblik
Skyen naaede Kul-mens Rand, tabte de Yderststaaende
sig for Synet, flere og flere blev borte i den, saa
slyngede den sig klam og tætfavnende om hver Enkelt,
lukkede Munden til paa En og lagde sig om Brystet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
