Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
536 Naturalismen
i England
o
Trøsb hedder det heri, at Fru Leigh er sammen med
hendes Mand; hun maa vel nu give Afkald paa Retten
til at kalde «sin dyrebareste Augusta» sin Søster, dog
haaber hun, at dette ikke vil gøre Skaar i den Godhed,
Fru Leigh altid har næret for hende. «I dette Punkt
idetmindste (!), skriver hun, er jeg Sandheden selv,
naar jeg siger; at hvilken end min Stilling maatte
blive, gives der Ingen, hvis Omsorg er mig dyrebarere
eller mere kan bidrage til min Lykke. Disse Følelser
vil under ingen Omstændigheder kunne forandres. Skulde
du fordømme mig, vil jeg dog ikke elske dig mindre for
det.» Saaledes har Lady Byron skrevet til den, hvem
hun mange Aar efter har stemplet som den Skyldige,
der drev hende ud af hendes Mands Hus. Ja, hvad mere
er, den venskabelige Brevveksling mellem Lady B}Ton
og Fru Leigh varer lige til Byrons Død. Endnu Byrons
sidste ufuldendte Brev begynder med de Ord: «Min
kæreste Augusta! For faa Dage siden modtog jeg din
og Lady Byrons Beretning om Adas Helbredstilstand.*
Og nu skulde vi tro, at Lady Byron hele sit Liv
igennem har betragtet Augusta, der vedblev at være
det forsonende Mellemled mellem Ægtefællerne, som den
unaturlige Forbryderske, der var medskyldig i hendes
Livs Ulykke. Hvilket Kaos af Løgn og Vanvid!
Vanvid er det rette Ord, thi - som Quarterly
Review har bemærket - ligesom Lady Byron fra først
af ikke kunde finde nogen anden Forklaring for
sin Mands Handlemaade end Afsind, saaledes kan vi
nutildags ikke forklare os hendes anderledes end som
Sindss3rgdom. «Men der er en mærkelig Forskel mellem
hendes og Byrons Sygdom. Han overdrev paa sygelig
Maade sine Fejl, hun sine Dyder. Hans Galskab bestod
i at ville være en umulig Synder, hendes i at ville
være en umulig Helgeninde. Han gjorde i sine afsindige
Stemninger alt muligt for at sværte sit Ry, og hun
tog hans Selvanklager, der ofte kun var daarlige
Vittigheder og Forsøg paa at bilde hende noget ind,
for fuldt Alvor. Meddelelserne af hendes Sansebedrag
gik derimod ud paa at undergrave deres Navn og Rygte,
der stod hende nærmest og som burde have været hende
dyrebarest. Hvilken af disse Aandsforvildelser var
vel her den farligste og mindst elskværdige ?»*)
"*) Quarterly Review Okt. 1869. Smlgn. Karl Elze’s
udmærkede Skrift Lord Byron S. 179.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
