Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den revolutionære Aand
541
Vi ser saaledes, at Byron som Privatmand ingenlunde
var naaet til en principfast Livsanskuelse. Men desto
mærkeligere er det at iagttage, hvorledes i hans
poetiske Frembringen hans Geni river ham med sig,
gør ham stor og sejrrig i sin Tankegang og lader ham
med fuldendt Sikkerhed ramme de afgørende Punkter. Og
der fandt en sand Omvæltning Sted i europæisk Poesi,
som i 1821 sad til Halsen i Biheltro og religiøs
Fordummelse, da Kain kom ud som et Budskab om
Oprør; Indtrykket kan kun sammenlignes med det,
Strauss’s Leben Jesu 14 Aar senere frembragte i den
videnskabelige Verden. De store tyske Digtere havde
i deres frie Hellenisme ladet Aabenbarings-troen
ligge urørt. Her rejste sig en anden, mindre frigjort
Digter, der sad indeklemt i Dogmeburet, men gik rundt
deri som et fanget Rovdyr, ruskende i Burets Stænger.
Kain er ikke skrevet med Inspirationens Hast,
Stykket stormer og tordner ikke. Byron har her
forstaaet at gøre, hvad der for voldsomme Sjæle er det
vanskeligste og Indbegrebet af al Moral: at kanalisere
sin Lidenskab, det vil sige at frugtbargøre dens
blinde Strømme. Stykket er et Grublerværk. Det er
et Værk af langsomt borende og hulende Overvejen,
af sønderdelende Skarpsindighed og splintrende
Tænkerevne. Intetsteds gælder som her om Byron, hvad
Goethe lader ham sige som Euphorion i anden Del af
Faust, at det let Erhvervede er ham imod og at kun
det Tiltvungne glæder ham. Men Aandens hele hamrende
og knusende Maskineri, der her tilsyneladende virker
saa behersket, er sat i Svingning af en antændt og
mægtigt brændende Indbildningskraft, og inderst inde
er her en Sjæl som hulker. Byrons Tro er kommen
ham til Hjælp lige saa vel som hans Vantro. Med
fuld digterisk Troskyldighed gaar han ind paa det
gammel-testamentlige Sagn, som det foreligger. Han
behandler Sagnskikkelserne ikke som Sindbilleder,
men som Virkeligheder, og han er ærlig, idet han
gaar saaledes tilværks. Det falder ham let; thi
hans Tvivl bevæger sig ogsaa indenfor hans Digtning
bestandig paa Overleveringens Grund og har den til
Forudsætning. Tilmed var han gammeltestamentlig
i sin Aandsretning og sit Sjæleliv. I hans Indre
dirrede Klageraab som Hjobs. da han fik Trøst og
Tilrettevisning hos sine Venner, i hans Hjerte lød
dumpt ved Dag og Nat Hævnraab som Salmernes. De
hebraiske Melodier er Vidnesbyrd om, hvor naturligt
det jødiske Klædebon passede for hans Følelses
Former.
35*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
