Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den revolutionære Aand
545
ejendommeligt nok! Han er ikke den klare og aabne
Kamp for Friheden; men Friheden, som den besjæler
Sammensvorne, mørk og skummel, vandrende lydløst ad
forbudne Veje, en Frihedstrang som den, der i 1821
besjælede alle Europas fortvivlende unge Frihedsmænd.
I sin Bog Retfærdigheden i Revolutionen, og Kirken
udraaber Proudhon til Erkebispen af Besangon:
«Friheden, det er Eders Antikristen, o kom Satan,
du af Præsterne og Kongerne Bagvaskede, lad mig
omfavne dig, lad mig trykke dig til mit Bryst! Dine
Værker, o du mit Hjertes Velsignede, er ikke altid
smukke eller gode; men de alene giver Verdensaltet en
Mening. Hvad vilde Retfærdigheden være uden dig? Et
Instinkt. Fornuften? En Vane. Mennesket? Et Dyr.»
Den saaledes forstaaede Satan er ikke andet end den
frie Kritik og var Byrons Poesi bleven opkaldt efter
den havde den kunnet bære Navnet «den sataniske* uden
Skam. Ved Lucifers Hjælp bliver Kain et Aandedrama;
thi Lucifer fører sin Lærling gennem Rummet, viser
ham alle Verdener med deres Beboere, Dødens Rige
og de i Fremtidens Taager hvilende, endnu ufødte
Slægter. Af Kain fordrer han hverken blind Tro eller
blind Underkastelse. Han siger ikke: Tvivl paa mig, og
du synker - tro, og du bæres oppe! Han gør ikke Troen
paa sig til Betingelse for Kains Redning og fordrer
hverken Knæfald eller Tak. Han aabner Kains Øjne.
Saa vender da Kain tilbage til Jorden og den første
Oprører lader den første Drabsmand alene som Bytte
for sin fortærende Tvivl. Der skal ofres, og han
skal vælge et Alter. Hvad er Altrene for ham? Sten
og Grønsvær. Han som afskyr Lidelsen, vil ikke
slagte uskyldige Dyr til en blodtørstig Guds Ære,
han lægger Frugter paa sit Alter*). Abel beder sin
fromme Bøn efter Snoren. Han skal ogsaa bede. Hvad
skal han sige? «Gud, behøver du Ofre for at stilles
tilfreds, saa tag mit! holder du af Blod, maa du søge
Abels. Han, der rejste dette Alter, er som du skabte
ham. Han begærer Intet, som man vinder ved Knælen.*
Da slaar Lynet ned i Abels Offer, og den himmelske
Ild slikker begærligt dette Alters Blod, medens Kains
foragteligt væltes af Vinden. Har Gud da frydet sig
ved Mødrenes Smerte, da Lammene førtes fra dem for
at slagtes? Glædede han sig
*) Shelley s Indflydelse er paa dette Punkt
øjensynlig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
