Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XX. Byron. Den revolutionære Aand - XXI. Byron. Komisk og tragisk Virkelighedstroskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den revolutionære Aand^
547
Beskyttelse af sin Ejendomsret. Han blev afvist og
i disse Udtryk: «Retten erkender i Overensstemmelse
med alle andre Retter her i Landet, at Kristelighed er
Grundvolden for alle engelske Love. Ogsaa Beskyttelsen
af Boghandlernes Ejendomsret hviler paa denne
Grund. Men den foreliggende Bog, der har til Hensigt
at nedsætte den Del af den hellige Skrift, hvortil
den svarer, er ikke af den Art, at der kan tilstaas
Boghandleren nogen Skadeserstatning for Eftertryk.»
Kain ansaas da altsaa - ligesom Southey’s Wat Tyler .-
for et saa forbryderisk Digt, at overfor det endog
Ejendomsretten var ugyldig.
Imidlertid skrev Moore til Byron: «Kain er
vidunderlig, frygtelig, vil aldrig blive glemt. Hvis
jeg ikke fejler, vil den synke dybt ned i Verdens
Hjerte.» Historien har stadfæstet denne Dom.
XXI
Da Strømmen af rejsende Englændere henad Efteraaret
1816 begyndte at oversvømme Schweiz, kunde Byron ikke
udholde Opholdet længere og begav sig med sin Ungdoms
Rejsefælle Hobhouse paa Vej til Italien. I Milano
traf en af Samtidens fineste og mindst godtroende
Iagttagere, Henry Beyle, sammen med Byron, og det
er et stærkt Bevis paa det overordenlige Indtryk,
hans Personlighed gjorde, at han betog endog denne
Mand, der altid var paa sin Post mod at forføres til
utidig Begejstring og som hurtigt opdagede hvad der
i Byrons Holdning var tvungent. Han siger: «Jeg traf
sammen med Lord Byron i La scala Teatret i Minister
de Bréme’s Loge. Jeg blev slaaet af hans Øjne i det
Minut han hørte Sekstetten af Meyerbeers Elena. Jeg
har aldrig i mit Liv set noget saa Skønt og saa
Udtryksfuldt. Endnu den Dag idag viser dette sublime
Hoved sig pludseligt for mig, naar jeg tænker paa,
hvilket Udtryk en stor Maler burde give Geniet. Jeg
havde et Øjebliks Begejstring . . . Aldrig kan jeg
glemme hans Træks guddommelige Udtryk; det var den
klare Bevidsthed om Magt og Geni.»
Fra Milano kom Byron til Venedig, hans Ynglingsstad
fremfor alle andre, som han har forherliget i fjerde
Sang af Childe Harold, i Marino Falieri, i De to
Foscari’er, i Ode til Venedig og endelig i Beppo,
der blev skrevet paa Stedet. Aldrig havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
