Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XXII. Byron. Naturalismens Højdepunkt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
578 Naturalismen i
England
Modstand, som i Midten af Tyverne udbryder imod den
politiske Romantik og den hellige Alliance. Denne
var jo ikke Andet end Europas politiske Hykleri
sat i System. Han kaldte den hellige Alliance for
den himmelske Treenigheds Abekat, der gik ud paa at
smelte tre Narre sammen til én Napoleon. Han haanede
den kokette Czar Alexander, den ypperste «Valser og
Barbar* og brændemærkede den hyklerske Kongrespolitik,
med hvilken «de tyve Narre i Laibach vilde afgøre
Menneskehedens Skæbne*. «0 Wilberforce, synger han,
du ædle Mand, der befriede Negerslaverne, du, hvis
Fortjenester ingen kan tale eller synge tilstrækkeligt
om, én uhyre Kolos har du slaaet ned, du Afrikas
moralske Washington! Men her er endnu en lille Ting
at udrette for dig, hvis du en smuk Sommerdag vilde
bringe den anden Halvdel af Menneskeheden i Orden. Du
har befriet de Sorte - spær nu de Hvide ind! Spær
ham ind, den skaldede Pralhans Alexander og send
de hellige tre Konger til Senegal, lær dem, at den
Sauce, der passer til Gaas, passer ogsaa til Gase;
hvad der er den Ene ret, er den Anden billigt, og
spørg dem saa, hvordan det smager at faa Pryglesuppe
til Middag.*
Hvilket Sprog! Hvilke Toner under Dødsstilheden i
det undertrykte Europa! De skar igennem den politiske
Luft og genlød vidt og bredt; intet Ord af Lord Byron
faldt jo uhørt til Jorden, og de talløse Flygtninge
og Forfulgte, Undertrykte og Sammensvorne over hele
Europa fæstede deres Øjne paa den ene Mand, der
under Intelligensernes og Karakterernes almindelige
Synken til et Jævnmaal, som laa lavt, stod oprejst,
skøn som en Apollon, modig som en Achilles, stoltere
end Europas Konger tilsammen. Han, den overalt
ukrænkelige Peer af England, blev Organ for den
stumme Forbitrelse, der pinte Europas bedste og mest
frihedselskende Aander, idet han uhindret og ustraffet
løslod sin revolutionære Vredes frygtelige Udbrud.
Han havde selv bestemt Poesi som Lidenskab*). Hans
egen blev lutter beaandet Lidenskab nu. Hør hvilken
Torden der nu rullede hen over Europa: «Fremtidens
Slægter vil neppe tro, at hvad vi har oplevet virkelig
er hændet, og naar de da hører Historikerne tale
om Troner og om dem, der sad paa dem, vil det være,
som vi nu stirrer paa Mammuthknogler, undrende os
*) poetry, which is but passion D. J. IV. 106.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
