Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - III. Romantismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22 Den romantiske Skole
i Frankrig
for det Unaturlige lader sig forfølge langt ind i den
nu opblomstrende Literatur. Alle disse Forfattere
priser Naturen. Men hvad de afskyr og flyr under
Navn af det Hverdags, det Prosaiske, det Almindelige,
det er altfor ofte den simple nærliggende Natur. Kun
den romantiske Natur er dem kær. Fra den haarde
Virkeligheds Land tyer George Sand ind i de skønne
Drømmes Rige, Théophile Gautier ind i den skønne
Kunsts. George Sand lod i Lélia, Balzac i Pere
Goriot den ideale eller almægtige Galejslave dømme
Samfundet, ja Balzac skrev fantastiske Legender efter
Hoifmanns Mønster. Og som de i deres Skikkelser
ofte skyr det Simple og Jævne, saaledes end mere
i det sproglige Udtryk. Der udviklede sig snart
en prunkende Foredragskunst, der langt overtraf de
klassiske Tiders. Det var de brændende og blændende
Tillægsords gyldne Tid. Malende, sværmeriske Ord,
der i overdaadigt Tal indfattedes i Stilen som
gennemsigtige Juveler, aabnede hvert Øjeblik uendelige
Fjernsyn. Forsaavidt kan man sige, at denne Ungdoms
Foredragskunst ikke mindre end Genstandene for dens
Sværmeri var ren Romantik. Men ogsaa kun forsaavidt.
Hos Hugo, Skolens Stifter, var Dobbeltkærligheden
til Natur og Unatur betinget ved en personlig
Ejendommelighed. Hans Øje var anlagt paa at se og
finde Kontraster; hans Aand var saaledes bygget, at
Modsætningens Talefigur var dens Grundform. Allerede i
Melodramaet Inez de Castro fra hans Drengeaar finder
man som senere i hans Marie Tador paa den ene Side
af Skuepladsen Tronen, paa den anden Skafottet,
Monarken og Bøddelen Ansigt til Ansigt. Kort før
Fortalen til Cromwell skreves, spaserede Hugo,
som hans Hustru fortæller, hyppigt paa en af de
ydre Boulevarder, Boulevard Montparnasse. «Lige
overfor Kirkegaarden havde den Gang Linedansere og
Gøglere opslaaet deres Barak. Denne Modsætning af
Markskrigeri og Begravelse bestyrkede ham i hans
Ide om et Teater, i hvilket Yderlighederne berørte
hinanden, og det var dér, at tredje Akt af Marion
de Lorme faldt ham ind, hvor Marquisen af Nangis’
sorgfulde og frugtesløse Forsøg paa at frelse sin
Broder fra Skafottet udgør Modstykket til Narrens
Fagter.« I selve Fortalen til Cromwell hedder det,
hvor han forfægter Nødvendigheden af at fremstille
Handlingen paa det Sted, hvor den historisk foregik:
«Skulde Digteren vove at lade Rizzio myrde andensteds
end i Maria Stuarts Kammer . . . eller at halshugge
Karl den 1ste og Ludvig den 16de andensteds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
