Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - III. Romantismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24 Den romantiske Skole
i Frankrig
Alfred de Vigny’s, George Sand’s, Sainte-Beuve’s,
opløstes og sondredes Livets Virkelighed paa Ny. Under
Victor Hugo’s og Alexandre Dumas5 Hænder dannede som
i den klassiske Tragedie Yderlighederne symmetriske
Modsætninger. Orden, Maadehold, aristokratisk Finhed,
et gennemsigt og billedløst Sprog bestemte hos
Nodier, Beyle, Mérimée ganske som hos det attende
Aarhundredes Klassikere den poetiske Form. Den lette,
frie, luftige Fantasi, der blander alle den poetiske
Opfindsomheds mest forskelligartede Indfald, forbinder
Nært og Fjernt, Nutid og graa Oldtid, Virkeligt og
Umuligt i et og samme Værk, forener Guddommeligt
og Menneskeligt, folkelige Sagn og dybsindige
Allegorier til et stort sindbilledligt Hele, denne
egenlig romantiske Poesi var dem nægtet. De saa
aldrig Alfernes Dans og hørte aldrig den spæde Musik
dertil klinge over Engen. Skønt Keltere af Byrd, var
de Latinere; de følte som Latinere, de digtede som
Latinere, og Ordet Latinsk vil sige Klassisk Hvis man
ved Romantik, som man plejer, forstaar et Overskud
af Indholdet over Formen, et af forstandige Former
ubehersket Indhold som hos Jean Paul og Tieck, ja som
hos Shakespeare og Goethe, som i Skærsommernatsdrømmen
og anden Del af Faust, saa er alle de franske
Romantikere Klassikere. Mérimée er en Klassiker,
Gautier en Klassiker, George Sand en Klassiker,
ja selv Victor Hugo er klassisk. Hugo’s romantiske
Drama var udskelnende, regelret ordnet, overskueligt,
veltalende som en Tragedie af Corneille.
Og idet jeg nævner dette Navn, gør min Tanke
uvilkaarligt og nødvendigt Overgangen fra Tidsalderens
til Stammens Fælles-karakter. I Hugo, som synes at
bekæmpe Corneille, lever Corneille op igen.
Igennem den franske Folkekarakter gaar der mange
Aarer: en Tvivlens, Skemtens, Spottens Aare,
Linjen: Montaigne-La Fontaine-Moliére-Mathurin
Régnier-Pierre Bayle o. s. v., en fuldblodig-gallisk:
Rabelais-Diderot-Balzac, og blandt andre ogsaa en
Heltemodets og Begejstringens Aare, den, som strømmede
saa stærkt hos Corneille og som bryder frem paany
hos Hugo. Man sammenligne Hugo’s hele højtidelige
Holdning med andre Digteres, og man vil neppe i
Verdensliteraturen finde nogen, om hvem hans Væsen
minder mere end om den gamle Corneille. Der er noget
Spansk i begges franske Talekunst, og de modtog begge
dybe Indtryk af Spanien, Corneille literære, Hugo
alt som Barn personlige. Det Drama, hvilket Corneille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
