Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - IV. Charles Nodier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38 Den romantiske Skole
i Frankrig
«Nej, for det viser jeg kun min Mand.»
«Men Feens to store Hugtænder, Belkis, dem finder
jeg ikke mellem dine friske og duftende Læber?*
«Nej, det er en Overdaadighed, som kun passer sig
for Alderdommen.*
«0g denne næsten dødbringende Salighed, som griber mig
i din Favn, Belkis? den følte jeg aldrig hos Feen.*
«Nej, det er ligefrem*, lyder det leende Svar, «for
om Natten er alle Katte graa.*
Og saaledes er hans Liv ved Dag og Nat delt mellem den
vise, gamle Fé og den skønne unge Dronning af Saba,
indtil han endelig finder Alrunen, som synger, og,
undsluppen fra Sindssygehuset, stiger til Feens og
Belkis’ Himmel under Alrunens Sang.
Ikke sandt? det er Vanvid, men et underligt, sjælfuldt
Vanvid. Hvad er denne Fé, som samler Krummer? Er hun
Visdommen, er hun Forsagelsen og Pligtopfyldelsen? Er
hun den uforgængelige Taalmodighed, som slaar over i
Geni? Er hun Trofastheden, som slaar over i den Lykke,
der er Trofasthedens Løn? Hun er vel lidt af det Alt,
og kan vel netop derfor forvandle sig til Ungdom og
Skønhed og salig Lyst. Saadan omtrent er det digtet
eller drømt.
Faa sin Højde har Nodier’s Indbildningskraft et
kaadere, overmodigere Sving; den nøjes da ikke med
at skabe et regel-løst Indhold, den fremstiller
det i en snaksomt-sær, over selve Indholdet
spottende Form. Ingen Franskmand er saa nær ved
at have hvad Englændere og Tyskere kalder Humor som
Nodier. Undertiden er han som besat af Fantasteri. Han
vender da ikke blot i sin Fortælling op og ned paa
de daglige Forestillingers Verden, men han leger
med sit eget Forhold til Fortællingen, ironiserer
over de Samtidige, henkaster tusinde Hentydninger,
filosoferer over Tilværelsens Illusioner, Alt
i den blotte Meddelelsesform. Han tager selv
Bogtrykkerkunsten i sin Tjeneste for ret at faa det
Fantastiske frem, eller nøjere for at godtgøre sin
Personligheds ubetingede Herredømme over Stoffet
og ligesom ikke paa et eneste Punkt, end ikke i det
sidste haandværksagtigt og maskinmæssigt frembragte
Meddelelsesmiddel, at lade nogen Udvorteshed staa,
hvori ikke Fortællerens suveræne Personlighed gør
sit Lune gældende. Han har havt et helt Bogtrykkeri
behov for at kunne udgive sin berømte Fortælling om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
