Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - VI. Tilbageblik. Indenlandske Forudsætninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70 Den romantiske Skole
i Frankrig
Dødsdømte fra Revolutionstiden. Der var en mandig
Patos i hans Jamber, som genkaldte de gamle græske
Jambedigteres, og i Brudstykkerne af hans store
Digt Hermes Udtryk for en Livsanskuelse, som ved sin
antike Sandhedskærlighed og sin videnskabelige Alvor
dannede den skarpeste Modsætning til det romantiske
og fantastiske Sværmeri hos Lamartine. For André
er Stjernerne ikke Blomster paa Himlens Enge; de er
simpelthen Verdener, der ruller i Æterens Strømme;
han nævner deres Vægt, deres Former, deres Afstande
og Lovene for deres Tiltrækning, som han føler virke
i sin egen Sjæl. Forsynet taler ikke ned fra dem til
Mennesket, Bønner stiger ikke fra Mennesket op til
dem, men Betragtningen udmunder i et mægtigt Indtryk
af Naturaltets Enhed og Lovbundethed.
André Chéniers Poesi, der paa saa mange Maader
foregriber det 19de Aarhundredes, - thi den er
afgjort lyrisk og det attende Aarhundrede frembragte
i Frankrig ingen virkelig Lyriker undtagen ham -
fornegter dog ikke Indflydelsen af Tidsalderens to
ledende Aander Rousseau og Voltaire. Fra Rousseau
stammer det Idylliske hos Chénier, hans Hyrdescener,
der vel har laant meget hos Theokrit, men som dog kun
har øst af denne Kilde, fordi Rousseau havde peget
tilbage til Naturtilstanden; fra Voltaire stammer den
Lidenskab for Almen-Indsigt, der bragte André til at
søge Paavirkning hos Newton og kappes med Lucretius
i et Læredigt om Naturen.
Det var dog især ved rent kunstneriske, tildels endog
rent tekniske Fortrin, at André Chénier virkede saa
befriende og fornyende paa den næstnæste Slægts
Poesi. Aleksandrinerverset var i hans Digte ikke
mere Racines; det var ved Overskæring og Overskriden
blevet et langt smidigere, friere og mangfoldigere
Vers; Indsnit og Overgange var i hans dityrambiske
Poesier anvendte med endnu mere overraskende Nyhed,
og Resultatet var blevet en hidtil ukendt lyrisk
Lidenskab og Flugt. Vel fandt man allerede hos
Lamartine de fleste af hans metriske Reformer
forsøgte, men ligesom ubevidst og uden den Fasthed
eller Nøjagtighed i Formen, der fortryllede Ungdommen
hos Chénier. Alle de, der forstod at sætte Pris
paa plastisk og sikker Form, svor ved hans Navn. De
delte uvilkaarligt Datidens Forfattere i to store
Grupper, en, der stammede ned fra Fru de Stael, den
meget talende, meget skrivende Improvisatrice,- som
uden sjniderlig Bekymring for det Heles Udformning
i Enkelthederne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
