Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - VI. Tilbageblik. Indenlandske Forudsætninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72 Den romantiske Skole
i Frankrig
tilbage, kan Læseren slutte sig til Originalens
Værd. Jeg saramen-trænger for at give et Eksempel
Digtet Den syge Yngling, der som Alt hos Chénier
er gjort med næsten Intet og som man dog aldrig
glemmer. Det minder ved sin Komposition om den tredje
Scene i første Akt af Racine’s Phedre, der synes at
have været det fjerne Forbillede:
^Apollon, du frelsende Gud, du Livets og de lægende
Planters Gud, hav Medlidenhed med min Søn, mit eneste
Barn, og med en sørgende Moder, der kun har levet for
ham og nu skal se ham dø! Du unge Gud, kom hans Ungdom
til Hjælp! Sluk den brændende Feber, som fortærer
hans skyldfri Liv i dets Blomst, og jeg skal med disse
gamle Hænder hænge min Onyksskaal ved Fødderne af din
Statue og hver Sommer ofre en hvid Tyr ved dit Alter.
Og du, min Søn, er du bestandig uden
Barmhjertighed? er du ubønhørlig, vil du ikke
tale? I tre Dage har du ikke spist, i tre Nætter ikke
sovet. Barn, vil du da dø? Skal din hvid-haarede Moder
blive ene tilbage paa Jorden, skal hun lukke dine
Øjne og forene din Aske med din Faders? Tal min Søn,
hvilken Kval tærer paa dig? Den Sorg, man skjuler,
er bitrest at bære.
Moder, Farvel! Jeg dør, du har ingen Søn mere. Et
brændende, forgiftet Saar fortærer mig; jeg aander
kun med Møje; jeg vil ikke tale; Farvel .... Sengen
piner mig, Tæppet trykker mig; Alt tynger og trætter
mig. Hjælp mig! jeg dør. O vend mig om paa Siden! jeg
forgaar, hvilken Kval!
Og hun rækker ham forgæves en Lægedrik, som en
thessalisk Kvinde ved Tryllekunster har brygget. Men
han taler. Han mindes Erymanthos’s Bredder, Lundene
med deres Løvværk, Vindenes friske Pust, som bragte
Vandet, Løvet og Linnedkjortlens Folder over Pigernes
unge Bryst til at skælve; han mindes de lette,
dansende Pigers Skønhed, endelig et guddommeligt
Ansigt. Han taler forvirret: disse Arme, disse
Blomster, dette Haar, disse nøgne Fødder, saa hvide og
saa skønt formede! jeg skal aldrig gense dem mere! Han
ser en ung Kvinde for sig, der med langsomme Skridt
gaar til sin Moders Grav; han hører hendes dejlige
Stemme; han tvivler, om hun ogsaa vil besøge hans
Grav.
Og Moderen erfarer, at det er af haabløs Elskov hendes
Søn er syg: Men sig mig, min Søn, hvad er det for en
Jomfru, du har set paa Erymanthos’s Bredder? Du er
jo rig og du er jo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
