Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - VII. Vigny's Poesier og Hugos østerlandske Digte - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De Vigny’s Poesier og Hugos østerlandske Digte
81
under Svælgeri, i Nydelse og Vellyst. Og paa Herrens
Vink revner Skyen og aabner sit Ildsvælg. Hagl af
Gnister, Svovlstrømme, Ildregn styrter ned, til Agat
og Porfyr og Afguder og Marmorkæmper smelter som Voks,
og Flammerne blænder og omspænder og opbrænder alt
Levende i Huse og paa Gader. Da ses henad Morgen den
gamle Babelruin strække sit Hoved op over Bjergryggen
for at nyde Slutningen af Skuespillet. Den kender
det; den har engang faaet Kærligheden, der tugter,
at føle. Dette er, som sagt, ingen Moll-Poesi og
Beskyldningen for Kulde fattedes ikke, saa meningsløs
den end var; men det er set, det er malt med en
Pensel som hin Gran, Heine vilde rive fra Norges
Klipper og dyppe i Etnakraterets Luebølger for at
skrive sin Elskedes Navn paa Himlen. Disse Orientalere
blev Forbilledet for den romantiske Lyrik. Digteren
vovede her at gribe det Smerteligste, ja det Hæslige,
det Forfærdelige (TO åeivåv som Grækerne sagde)
og optage det i sine Sange i Tillid til at hans
digteriske Kraft vel skulde formaa at gennemtrænge
det Alt med Poesi, faa alle disse Skygger til at staa
gennemsigtige og lade alle disse mørke Punkter gaa op
i et poetisk Lyshav. Han har engang skrevet et Digt om
Jordkloden, der kan anvendes paa denne hans Lyrik. Han
skildrer den magre, stenede, karrige Jordbund, som kun
modstræbende giver Menneskeslægten Brød; her glødende
Ørkner, hist oppe Polar-Is; Byer, som Barmhjertighed
og Tillid hændervridende har forladt. Han maler Døden,
et Spøgelse uden Øjne, der gerne rammer de Bedste
først; Have, hvor Skibene gaar tilgrunde om Natten,
Lande, hvor Krigen brølende svinger sine Fakler og
Folkeslagene styrter sig som rasende over hinanden,
og - slutter han - Alt dette udgør en Stjerne paa
Himlen.
VIII
Neppe havde Hugo fuldendt Orientalerne, før
han begyndte paa en Digtsamling, der udgør den
fuldstændigste Modsætning til dem. Efteraarsbladene
(Les feuilles d’antomné) erobrede den franske Lyrik et
nyt Jordsmon, et Omraade, der var lige saa personligt
som Orientalernes havde været upersonligt.
Hugo var, kun tyve Aar gammel, bleven gift. Han
hjemførte sin Elskede, Adéle Foucher, paa Grundlag
af den ubetyde-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
