Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hugo og Musset
85
Kres, hans ældste Datters pludselige Død i 1843. I
Februar samme Aar var hun bleven gift; i September
forulykkede hun under en Sejltur i en Baad paa
Seinen. Hendes Mand, Charles Vacquérie, kastede sig
ud efter hende, og da alle Forsøg paa at frelse hende
viste sig frugtesløse, søgte han Døden i Bølgerne
og fandt den. Den hele Gruppe af Digte, som i Les
Contempla-tions indledes med Verset «O jeg var som
gal i det første Øjeblik !> maa tages sammen med
Efteraarsbladene.
Her forekommer Smaascener, som i al deres Simpelhed
er lige saa fortræffeligt malte som dybt følte:
Hendes Vane som Lille, der aldrig blev brudt,
var at komme hver Morgen i mit Kammer et Minut.
Jeg vented, som man haaber paa et Glimt af Solens
Skin.
Hun sagde: Goddag, min lille Far! og traadte ind,
tog min Pen, en Bog, slog op, og satte sig til Ro,
bragte mine Papirer i Uorden og lo.
Saa med Et var hun borte, som en Fugl, lydløs og let.
Og jeg tog atter fat, en Smule mindre træt,
paa det afbrudte Arbejd, og alt mens jeg skrev,
rundt om i mit Haandskrift ret hyppigt vaer jeg blev
en vild Arabesk, som fra Barnehaanden stammed,
og mangt ubeskrevet Blad, som hendes Haand havde
krammet
og hvor netop mine blideste Vers kom til at staa.
Hun elsked Stjerner, Enge, Blomster, hvide og blaa.
Og hun var en Aand længe før hun var en Kvinde.
I hendes Blik du Sjælens hele Klarhed kunde finde.
Hun spurgte mig ud om alle Ting, fjerne, nære. .
O hine Vinteraftner, hvor var de mig kære!
Vi granskede Sprog og Sagn og Verdenskloder.
Mine fire sad i Klynge paa mit Knæ. Deres Moder
ganske nær, nogle Venner ved vor Ild, der blussed
hedt.
Og det var det Liv, jeg kaldte Nøjsomhed med Lidt!
Endnu smukkere er maaske det følgende Digt:!
O Vaar, Gry, Erindringer milde, der sødt mig snærer
i deres Garn, om Tiden, da hun endnu var lille,
og hendes Søster et helt lille Barn.
Mellem Skov og en Himmel, der blaaner,
hvor paa Højden nær Montlignon
en yndig Terrasse skraaner,
ligger et smilende Hus med Balkon.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
