Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90 Den romantiske Skole
i Frankrig
disse Digte, og saa er Fyrigheden her endda paa
én Gang raffineret og kaad. Dertil en uophørlig
Tilskuestillen af Vantro, som forunderligt
gennembrydes af ubevidste Tilstaaelser af Svaghed og
nu og da opdukkende Længsler efter Kirke og Kors.
Som Ekko af Bogen fulgte nogen Forargelse og megen
Begejstring. Der var en Del af Ungdommen, som studsede
og blev opmærksom. Dette var Romantik af en helt ny
Art, en friere, mindre doktrinær end Victor Hugos. Her
var en endnu skarpere Trods mod Klassikernes Regler
for Versebygning og Stil, men denne Trods var
overgiven og vittig, ikke martialsk som Hugos. Et
Element, som fattedes Hugo helt, men det mest franske
Element af alle, det man paa Landets Sprog kalder
Esprit, oplivede her Angrebene. Denne spottende,
latterliggørende Romantik vederkvægede efter Hugos
højtidelige, alvorsfulde Romantik. Ogsaa her var det
Spanien og Italien, som førtes frem; ogsaa her fandtes
middelalderlige Dekorationer, Kaardestød og Serenader,
men alt dette behagede endnu en Gang saa meget med
denne Tilsætning af Overgivenhed, med denne spottende
Finhed, denne Tvivls-Aand, der neppe troede paa,
hvad den selv fortalte. Der var f. Eks. hin berygtede,
over alle Grænser uanstændige Ballade til Maanen, der
paa én Gang udæskede Klassikerne ved sin Strofebygning
og Romantikerne ved det respektstridige Forhold til
sin Genstand, deres Yndling; det var en Ballade, der
parodierede sin egen Form, og hvis Digter syntes at
gaa paa Hænderne og kaste Taakys ud til alle Sider.
Hugo havde paabudt Ærefrygt ved sin Helteholdning
og sine Kæmpetrin; hans mægtige Retorik fremkaldte
en ærbødig Forundring-; men denne utrolige Gratie i
Flotheden, denne geniale Uforskammethed i Skelmeriet
virkede befriende og dog betagende. Der var dette
djævleblændt Uimodstaaelige deri, over hvilket
Kvinderne er og i dette Tilfælde var de bedste
Dommere. Han talte om Kvinderne, altid om Kvinderne,
og ikke som Hugo med tidlig Modenhed, med ridderlig
Ømhed, med romantisk Galanteri - nej, lige omvendt
med en Lidenskab, et Had, en Bitterhed, et Raseri,
der røbede, at han foragtede og tilbad dem, at de
formaaede at bringe ham til at lide og skrige, og
at han hævnede sig ved stormende Anklager og luende
Spot.
Ingen Modenhed, ingen Sundhed, ingen sædelig Skønhed,
men en Ungdom, som sydede, en Intensitet af Liv,
der var uhørt, og som ikke lader sig beskrive bedre,
end man kunde beskrive
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
