Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hugo og Musset
91
den højrøde Farve for hin Blindfødte, som sagde:
den minder altsaa om Lyden af en Trompet. Og der var
i disse Vers Noget af højrød Farve og Noget af en
Fanfares Klang. At Skønheden er udødelig i Kunsten,
det er sandt. Men der er Noget, som i Kunsten er
endnu mere udødeligt: det er Livet. Disse første Digte
levede. - Saa begyndte hans modne og dejlige Værker
at følge, og Blikkene udvidedes for hans Fortrin. Han
selv har i Digtet Apres nne lectare fremstillet sin
Poetik. Den lyder saaledes:
Den, som ikke er i Stand til - naar den kvalte
Sommerbrise
sukker i Skovens Indre sin søde Klagesang -
at gaa ud paa Maa og Faa, mens han nynner til sin
Gang,
mere gal end skon Ofelia med hendes Krans, en Vise,
mer svimmel end en Page, hvem en Fé har berust,
og som nu tummelumsk af Elskov soger Lise
i at spille Tamburin paa sin Hat, som han har knust -
Den, hvis Sjæl ikke elsker, hvis Aand har anden
Retning,
den, hvis eneste Lykke ikke er, taus og om
at lægge sin anstrengte Pande med dens Drorn
mod en Pande, ung og frisk, med en duftende Fletning,
og saadan at fole et yndigt Hoveds Liv
og forfriskende Skønhed i et Minuts Fortætning
sj’iike ned i hans Hjerte og dræbe Strid og Kiv -
Den, som aldrig i sit Liv i de brændende Nætter,
der gør Venus’s Stjerne af Attraa ganske bleg,
uden Grund ud af sin Seng paa bare Fødder steg
og gik om, bad med strømmende Graad, der Sindet
letter,
og folded sine Hænder med sit Blik mod Himlen vendt
i Andagt mod den Løndom, hvis Gaade Ingen gætter,
medlidende med Kvaler, han ikke selv har kendt -
Lad ham smøre og rette saa længe som han gider,
lad ham rime, hvis han lyster, af al Livsens Magt,
lad ham flikke Antitesens Flitterguld til sin Dragt
og blive kørt stoltelig til Graven omsider, fulgt
af tusind Dumrianer paa sin allersidste Vej. Stor
Mand, om I vil; det jeg ikke bestrider, men Digter?
Ingenlunde! Nej og atter Nej!
I Udfaldet mod dem, der pynter sig med Antiteser,
føres ligesom en Snert mod Victor Hugo og hans Skole
og røber sig den rene Lyrikers Overlegenhedsfølelse
overfor den geniale Retor;
G. Brandes: Samlede Skrifter. VI.
7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
