Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hugo og Musset
93
Politik til Skue. Bag denne Vantro og denne
Ligegyldighed skimtes imidlertid snart og aabenbarer
sig efterhaanden fuldt en timandig Svaghed.
Læs hans maskerede Selvbekendelser i Confessions
d’an enfant du siede. Han er født paa et ulykkeligt
Tidspunkt; Alt var dødt. Napoleonstiden var omme,
og ret som om der ikke kunde gives Hæder udenfor
Kejserdømmet, hedder det, at Hæderens Tid var
omme. Troen var udslukt: der var ikke mere to smaa
Stykker sort Træ i Korsform, foran hvilke man kunde
folde sine Hænder; og ret som om de, der ikke føler
sig bundne til den katolske Symbolik, derfor intet
Hjerte og intet Sjæleliv har, omskrives dette ved, at
Sjælen var død. Nogle, siges der videre, som indsaa,
at Hæderens Tid var forbi, sagde fra Talerstolen,
at Frihed var endnu skønnere end Hæder, og ved dette
Ord skælvede de Unges Hjerter som ved en fjern og
frygtelig Erindring. «Men,» hedder det, «da de Unge
gik hjem efter at have hørt det, mødte de et Tog med
tre Kurve, som man bar til Clamart; det var Ligene af
tre unge Mænd, der havde talt altfor højt om Frihed»,
og ret som om Blaserthedens Fortvivlelse var den
eneste Lære, en Mand kan uddrage af Martyrernes Død,
hedder det, at ved dette Syn krummede et underligt
Smil deres Læber - og de styrter sig hovedkulds ud
i de afsindigste Udsvævelser.
Over dette Grundæmne har Musset skabt en Række af sine
ypperste Mandskarakterer, selv den geniale Skikkelse
Lorenzaccio. I sin Ungdom formede han den berømteste
af sine typiske Figurer, Rolla, derover.
I intet Digt træder skarpere end i Rolla det Usikre
og Vaklende, det Kvindagtige i Alfred de Mussets
Livsanskuelse frem.
Indledningsafsnittet aabnes med den bekendte
Længselssang efter den græske Oldtid med dens friske
Skønhed og efter den kristelige Oldtid med dens rene
Opsving og friske Tro, da de ærværdige Katedraler
i Koln og Strassburg, da Notre Dame og St. Peter
knælede fromt i deres Stenkjortler og Folkenes store
Orgel istemmede Aarhundredernes Hosianna.
Saa følger det end berømtere Sted:
O Kristus, jeg hører ej til dem, hvem jævnligt Bønnen
til dine Templer drager med skælvende Fjed. Jeg er
ikke af dem, der foran Gudesonnen med Kys paa din
blodige Fod svnker ned.
7*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
