Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - IX. Musset og George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 Den romantiske Skole
i Frankrig
forstandige Kvinder indsaa, at Kampen var afgjort,
at Tragedien var død, at de aristoteliske Regler
var Misforstaaelser, at Over-gangstalenternes
Tid var omme, at Casimir Delavigne var udtømt,
og at kun Slægten fra 1830 vidste hvad den vilde i
Literaturen. Den Omstændighed, at en ganske parallel
Bevægelse var begyndt i Malerkunst, Billedhuggerkunst
og Musik, viste dem klarere end nogen anden, hvor
dyb og uimodstaaelig Forandringen var. Men de, som
indsaa dette, var som sagt et ringe Mindretal. Den
gamle stive Literatur fra Kejserdømmets Tid havde
for sig Alt, hvad der i Frankrig var af gammel
Vane, af Angst for ny Begyndelser, af Dumhed og
Misundelse, fremdeles den hele officielle Verden,
den hele Presse med Undtagelse af et eneste Dagblad,
Journal des Debats, endelig Magten: alle Pladser,
Stillinger, Embeder, Pensioner gaves udelukkende
til Mændene af den gamle Skole og man fristede og
forførte saaledes paa alle Maader den opvoksende
Slægt. Hertil kom endelig, at der var indtraadt
nogen Træthed og Udmattelse i den unge Lejr efter
den første, store Aandsanstrengelse. Man var ung,
man havde ventet blot at behøve én god Gang’ at løbe
Storm mod de gamle Fordommes Skanse for at tage den;
nu saa man til sin Skuffelse, at Truppen i stærkt
formindsket Tal efter Stormløbet befandt sig ved
Skansens Fod som før; man tabte Taalmodigheden og
Kamplysten. Man havde vel villet finde sig i en
haardnakket Dyst, som krævede Afsavn og indbragte
Saar og Skrammer, men paa det Vilkaar, at den førte
til en nogenlunde hurtig Sejr, til en iøjnefaldende
Triumf med Anerkendelse og Fanfarer. Men denne Strid,
som trak ud i det Uendelige, denne sejge Spot fra
Modstandernes Side, Fjendens rolige Ihændehaven
af alle indflydelsesrige Stillinger saavel for
Literaturens som Kunstens Vedkommende, Publikums
vedblivende Ligegyldighed for den nye Skole, dets
vedblivende Begejstring for de Udlevede, gjorde den
unge Skare betænkelig. Man spurgte sig selv, om man
ikke i ungdommelig Heftighed var gaaet for vidt, om
ikke Hans Majestæt Publikum alligevel havde Ret eller
dog nogen Ret, og man begyndte at bede om Undskyldning
for sit Talent, søgte at faa Publikums Tilgivelse for
det ved Hjælp af Indrømmelser og Frafald. Man trak
sig tilbage fra Vennerne for at faa Adgang til denne
eller hin fornemme Selskabskres. En og anden tænkte
paa Akademiet og begyndte at indrette sin Optræden
saaledes, at han ikke forspildte sig Muligheden til
endnu i yngre Aar at blive Medlem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
