Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - X. Alfred de Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alfred de Musset
113
fulde, følelsesbevægede Væv.*) Af disse Skuespil er
Bagatellen Un caprice det mest afrundede og det, som
har den mest sprudlende Dialog, og Navnet Un caprice
er med Rette iblandt de Navne paa hans Værker, der
er indhugne paa hans Ligsten paa Pére-Lachaise. I
dette Stykke bøjes det ustadige erotiske Lune,
Øjebliksforelskelsen, ind under Ægteskabets
Tugt. Manden er her frivol og lidet paalidelig,
Kvinderne, der holder sammen, har begge Hjertet
paa det rette Sted og den ene af dem har desuden en
fortryllende aristokratisk Aandsoverlegenhed. Fru
de Léry er Pariserinden. Ingen har tegnet Datidens
med den Genialitet som Musset; han var paa Højde
med hende. Hun er helt Verdensdame, men ogsaa helt
Kvinde. Det Skønne ved denne Skikkelse er, at man i
den ser den uforfalskede, ægte, friske, Natur bryde
igennem Salonlivets højeste Forfinelse, som Natur
trods al den glimrende og flitrende Aandrighed og al
den for tidlige og lidt livstrætte Erfaring, Natur
selv i Forstillelsen, Natur selv i den liden Komedie,
Fru de Lérv som
"
/ \j
Kvinde er Skuespillerinde nok til at kunne agere. Ak,
udbryder Goethe etsteds i sine Breve, hvor er det
sandt, at Intet er æven-tyrligt uden det Naturlige,
Intet stort uden det Naturlige, Intet skønt uden
det Naturlige og Intet etc., etc., etc. uden det
Naturlige! - Hos Mussets Pariserinde er i den
overlegne og overgivne Selskabstones Kunst Naturen
bevaret. En Caprice har en sædelig Grundtanke. Men
medens mange Digtere fremstiller og opfatter Elskoven
som noget saa Fast og Solidt, at der kan tages paa
den og den kan henlægges næsten som en Kampesten,
er den for Musset, selv naar han er sædeligst,
bestandig kun Livets fineste og allerstærkeste, men
derfor ogsaa tlygtigste Essens. Den kan dræbe, mens
den har sin fulde Kraft, og den kan fordampe. I sine
sidste Skuespil forherligede Musset med Forkærlighed
den Troskab og Karakterrenhed hos Kvinden, som han
troede paa uden selv at have fundet den. Han havde
allerede i Bar-berine efter et gammelt Sagn tegnet
Idealet af en trofast Hustru
*) Hans Rejse til Italien med George Sand varer fra
December 1833 til April 1834. Han skriver i dette
Aar: On ne badine pas avec l’amonr og Lorenzaccio,
i 1835 Barberine (hans ubetydeligste Skuespil),
Le Chan-delier, Confession d’nn enfant da siede og
Mainatten, i 1836 Emmeline og II ne faut jurer de
rien, i 1837 U n Caprice, Les deux maitresses og
Frédéric et Bernerette, i 1838 Le fils da Titien. Il
faat qu’ane porte soit oaverte oa fermée er fra 1845,
Bettine fra 1851, Cannosine fra 1852.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
