Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XI. George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
George Sand
125
umaadelige Rum, det bevæger og tumler sig, slaar sit
Hoved og sine Skuldre mod Himlens og Jordens Skranker;
men det kan ikke overskride dem; Alt trykker det,
piner, knuser, forbander
og hader det. Hvad er det og hvorfra
kommer det?.....
Andre har kaldt det Prometheus, atter andre
Satan, jeg kalder det Attraa - jeg, Sibyllen, den
trøstesløse Sibylle, jeg, de henfarne Tiders Aand
.... jeg, den brustne Lyre, det stumme Instrument,
hvis Toner de Nulevende ikke skulde forstaa, men
i hvis Skød den himmelske Harmoni er sammentrængt;
jeg, Dødens Præstinde, der vel føler, at jeg engang
var Pythia, alt dengang har grædt, alt dengang har
talt, men ikke mere husker det lægende Ord! ... O
Sandhed, Sandhed! for at finde dig er jeg steget
ned i Afgrunde, ned i hvilke et Blik vilde gøre de
tapreste Mænd svimle af Rædsel . . . men o Sandhed,
du har ikke aabenbaret dig, i titusind Aar har jeg
søgt dig forgæves. I titusind Aar har jeg nu som
eneste Svar paa mine kvalfulde Spørgsmaal hørt den
afmægtige Attraas fortvivlede Hulken lyde hen over
denne forbandede Jord .... I titusind Aar har jeg
raabt ud i det Uendelige: Sandhed! Sandhed! og i al
den Tid har Svaret lydt: Længsel! Længsel! Ulykkelige
Sibylle, stumme Pythia, løb da Panden mod din Hules
Klipper og bland dit Blod, som ryger af Raseri,
med Havets kolde Skum!*
I et Udbrud som dette naaer hine Ungdomsaars sjælfulde
Tungsind sit Højdepunkt. Sammentrængt, som jeg her har
meddelt det (det er i Originalen seks Gange længere),
giver det George Sands ungdommelige Selvfølelse,
som den efterhaanden udviklede sig, et lyrisk skønt
Udtryk. Da hun skrev Indiana, var hverken hendes
Overlegenhedsfølelse eller hendes mørke Livssyn saa
udviklet. Hun forfattede den beskedne Fortælling
som medlidende Talsmand for Samfundsordenens Ofre,
men uden med Bevidsthed at rette noget Angreb paa
Institutionerne, end ikke paa Ægteskabet, som hvis
Angriber hun fra først af blev stemplet. Hun taler
øjensynligt den rene Sandhed, naar hun (i Fortalen fra
1842) siger, at hun endnu længe efter at have skrevet
Fortalen til Indiana under Indtrykket af en Rest af
Ærbødighed for det bestaaende Samfund stræbte at løse
den uløselige Opgave, at finde et Middel til paa én
Gang at hævde de af Samfundet undertrykte Enkeltes
Lykke og Værdighed og samtidigt opretholde selve
dette Samfund. Hun er ligeledes i sin
Ret, naar hun i Brevet til Nisard (det sidste i
Lettres d’un voya-
9*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
