Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XI. George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130 Den romantiske Skole i
Frankrig
er det; men som Forholdet er, har det en Skønhed
over sig, som et blot erotisk Forhold neppe kunde
naa. Jeg husker tydeligt, hvor mægtigt et Indtryk
Forholdet mellem Jacques og Sylvia gjorde paa mig,
da jeg (vel Aar 1867) læste Bogen for første Gang. Jeg
saa det godt, at Jacques er til en vis Grad uvirkelig,
Sylvia ligeledes, thi hun er kun Jacques7 Fortrolige,
som forstaar ham; men den ideale Strøm imellem dem
har Virkelighed og den berørte mig elektrisk. Denne
Sylvia er opstaaet af den geniale Aands Nødraab ud i
den tomme Verden efter sin Lige; hendes Skikkelse er
ganske vist ikke mere end det store ensomme Hjertes
Krav og Postulat; men hvad er Poesien andet! Saa
ufuldkommen Romanen end er, Forholdet mellem
Jacques og Sylvia giver den en skær Poesi; det er,
naar man møder det, som saa man over Lidenskabernes
lavtliggende Verden ind i en højere, hvor renere,
om end ganske jordiske Aander elsker og forstaar
hinanden.
Figurer som disse illustrerer den levende
Venskabsdrift, George Sand i hine Dage besad og som
saa ganske var i den romantiske Ungdoms Aand. Hendes
paa den første Romangruppe følgende Lettres d’urt
voyageur, der begyndtes umiddelbart efter Afskeden
fra Alfred de Musset i Venedig og som spænder
over de følgende Aar, giver et Indblik i hendes
Venskabsforbindelser og er overhovedet et af de
Skrifter, i, hvilke Forfatterinden mest ligefrem har
givet sit Sjæleliv til Pris, skønt hun beflitter sig
paa en Forbeholdenhed i alle personlige Anliggender,
der gør Fremstillingen dunkel for den Uindviede. Man
følger hende her lige fra hendes Samliv med den
kønne og dumme italienske Læge (Dr. Pagello), for
hvem hun ofrede Musset, og til hendes Sværmeri
for Éverard (Michel de Bourges), hendes Advokat
i Skilsmisseprocessen, der inspirerede hende den
smukke Roman Simon. Mellem disse Yderpunkter ligger
alle de gode og hjertelige Venskabsforbindelser
med Francois Rollinat, Jules Néraud og hvad de alle
hedder, disse djærve og dygtige Mænd, med hvem hun
stadigt følte Drift til at veksle Tanker og Breve,
med hvem hun studerede, af hvem hun lod sig belære,
og hvem hun i Romantismens burschikose Stil tiltalte
med det fortrolige Du - fremdeles alle de ægte
kunstneriske Kammeratskabsforhold til Franz Liszt,
Grevinde d’Agoult, Meyerbeer og mange Andre, Samtidens
geniale Mænd og Kvinder.
I intet andet Værk er hun veltalende som her, i
intet senere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
