Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XI. George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134 Den romantiske Skole i
Frankrig
hjertevindende end i hint Brev til
Rollinat. Landbarnets dybe Naturforstaaelse smelter
her hos denne Aandsrevolutionernes kvindelige Genius
vidunderligt sammen med den evige Higen, og gennem
Attraaen mod Naturen og Attraaen efter Lykken klinger
det elskende Hjertes Sørgesang over de Skuffelser, det
har tilføjet, og de Skuffelser, det har lidt. Her og
i det følgende Brev til Éverard ser man saa dernæst,
hvorledes George Sands politiske, republikanske
Tro spirer frem af de erotiske Ungdomsdrømmes og
Luftkastellers Ruiner. Fra først af er hun svag
i Troen, altfor optaget af sig selv. Vel sandt,
den stakkels Poet «føler sig ilde tilpas under
Kongedømmets Paraply*, men Formen af Violernes og
Jasminernes Kronblade fængsler hende, Digterinden,
fuldt saa stærkt som Samfunds- og Stats-Former. Dog
efterhaanden forfølger man, hvorledes Begejstringens
Gnist luer op i hendes Bryst. Hun misunder sine
mandlige Venner deres Tro og den Handlekraft, den
avler, hun «som kun er en Poet, det vil sige kun et
lille Kvindemenneske*. I en Revolution vilde de Andre
for Alvor gaa ud paa at tilerobre Slægten Frihed,
hun vilde kun kunne lade sig slaa ihjel i det Haab,
for første Gang i sit Liv at have gjort nogen Gavn,
var det saa end kun den at rejse en Barrikade saa
høj som hendes Lig. Dog hun slutter: «Har nogen
af Jer Brug for mit Liv i Nutid og Fremtid? Hvis I
blot vil love at stille mig i en Idés og ikke i en
Lidenskabs Tjeneste, saa er jeg villig til at lyde
Jert Bud. Ak! jeg siger Jer det forud, jeg duer hun
til tappert og trofast at udføre en Befaling. Jeg kan
handle, ikke overveje, thi jeg véd Intet og er ikke
sikker paa Noget. Jeg kan kun lystre, naar jeg lukker
mine Øjne og tilstopper mine Øren for ikke at se
eller høre noget, der gør mig uvis; jeg kan marchere
med mine Venner, som Hunden, der ser sin Herre sejle
bort paa Skibet og som kaster sig ud i Vandet for at
følge, til den dør af Træthed. Havet er stort, o mine
Venner, og jeg er svag. Jeg duer kun til Soldat og
jeg er ikke fem Fod høj. - Men ligemeget! Den Dværg
jeg er, tilhører Eder. Jeg er Eders, fordi jeg elsker
og agter Jer. Sandheden er ikke blandt Menneskene,
Guds Rige er ikke af denne Verden; men forsaavidt
Mennesket overhovedet formaar fra Guddommen at rane
den Straale, der oplyser Verden, saa har I ranet den,
I Prometheus’s Børn, I Elskere af den ubetvungne
Sandhed og den ubøjelige Retfærdighed! Velan. Lad
Eders Banners Farve være stærkere eller svagere,
naar Eders
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
