Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XI. George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138 Den romantiske Skole i
Frankrig
stillinger uværdigt Levned. Mangen En har følt,
at den kunstneriske Nysgerrighed, den hun selv har
fremstillet med Ordene, at hendes Tanke, naar Talen
faldt paa Kannibalisme, uvilkaarlig var: ^Hvorledes
mon Menneskekød vilde smage!», var utilstrækkelig
til en Forklaring. (Smlgn. ovenfor S: S. V, 537.) I
Lucretia Floriam har hun leveret en udtømmende
Forklaring. af sit Væsen, som hun i Trediveaarsalderen
var; jeg vil forsøge at genopbygge og anskueliggøre
hendes Sjæleliv ved Hjælp af talrige spredte Steder
i Romanen:
«Lucretia Floriani var - hvem skulde troet det! -
af Naturanlæg saa kysk som et lille Barns Sjæl er
det. Det lyder meget underligt, det tilstaar jeg,
om en Kvinde, der havde elsket saa meget og saa
Mange. Det beroede sandsynligvis paa, at hun var
yderst kraftigt organiseret i sensuel Henseende,
skønt hun syntes af Is i de Mænds Øjne, der ikke
behagede hende. I de sjældne Mellemrum, hvor hendes
Hjerte havde været ledigt, havde hende Hjerne været
uden Længsel; og hvis man for bestandig havde holdt
hende borte fra Synet af det andet Køn, vilde hun have
udgjort en fortræffelig Nonne, rolig og frisk. Det vil
sige, at Intet kunde være mere rent end hendes Tanker,
naar hun var alene; og naar hun elskede, var alt,
hvad der ikke var hendes Elsker, i sanselig Henseende
for hende, som om det ikke eksisterede, tom Luft, det
rene Intet.* - Derfor siger Lucretia om Kærligheden:
«Jeg véd, at man tror, den stammer fra Sanserne; men
det gælder ikke for de begavede Kvinder. Hos dem gaar
den frem Skridt for Skridt. Den bemægtiger sig først
Hovedet, den banker paa Indbildningskraftens Dør; uden
Guldnøglen til den kommer den ikke ind. Naar den har
gjort sig til Herre over Fantasien, stiger den saa ned
i vore Indvolde, sniger sig ind i alle vore Evner og
vi elsker da den Mand, der behersker os, som en Gud,
som et Barn, som en Broder, som en Ægtemand, som Alt,
hvad en Kvinde kan elske.» Forfatterinden forklarer,
hvorledes den erotiske Illusion bestandig paany
kunde bemægtige sig Lucretias Sjæl, især hvorledes
hendes sidste heftige Lidenskab for Prins Karol
(til hvilken Chopin er Modellen) har kunnet opstaa:
«Den sidste Kærlighed synes slige rige Nn-turer altid
den første, og saa meget er vist, at dersom Følelsen
lader sig maale ved Hjælp af Begejstringens Grad, saa
havde hun aldrig elsket saa højt. Den Begejstring,
hun havde følt for andre Mænd, havde kun været af
kort Varighed. De havde ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
