Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XII. Balzac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Balzac
143
Orlov fra Hjemmet, om saa hurtigt som
muligt at sikre sig Uafhængighed.
Han gav sig ind paa et ilfærdigt Romanskriveri. Endnu
havde han vel ikke oplevet noget, der kunde give
hans Frembringelser Lødighed og Værd, men han havde
en livfuld, evigt fødende Indbildningskraft og havde
læst nok til at kunne give dens Frembringelser en
saadan taalelig Form, som var den sædvanlige for
Underholdningsstof. Allerede i Aaret 1822 udgav
han under forskellige opdigtede Navne ikke mindre
end fem Saadanne Romaner. I Aarene 1823-25 følger
endnu flere, som han til Trods for den Selvfølelse,
der ellers var ham naturlig, selv kun betragtede som
Midler til Vinding. Han skriver i 1822 til sin Søster:
«Jeg sendte dig ikke Birague, fordi den er et sandt
literært Svineri ... i Jean Louis vil du finde en
Art Karakterer, men Planen er elendig. Disse Bøgers
eneste Fortjeneste er, Kæreste, de tusind Francs,
som de indbringer mig, men Summen er kun bleven
givet mig i Veksler paa langt Sigt. Vil den blive
mig betalt?» Hvem der har gennempløjet et Par af
disse Balzac’s Ungdomsskrifter, vil ikke finde
Dommen for haard. De har en vis Livlighed (verve,
som de Franske kalder det), det er alt det Gode,
der lader sig sige om dem. Hvorvidt den Fortjeneste,
Balzac selv betegnede som deres eneste, nogensinde
blev en virkelig, er endog meget tvivlsomt, ikke
blot fordi de Skildringer, Balzac i sine Romaner
giver af de Forlæggere, der honorerer med Veksler
(man se Un grand homme de province å Paris) er lidet
smigrende, men eftersom han i 1825 i Fortvivlelse
over sin fortrykte Stilling pludselig griber den Idé,
foreløbig at opgive Forfatterbanen og fortjene sig
sit Brød som Boghandler og Bogtrykker.
Han, hvis Hjerne uophørligt undfangede Planer
af enhver Art, fik det Indfald at foranstalte
Klassiker-Udgaver i Enkeltbind og følte sig overtydet
om, at man med Saadanne hidtil ukendte Udgaver kunde
gøre en god Forretning. Denne i og for sig rigtige
Tanke havde dog den Skæbne, som var forbeholdt alle
Balzac’s senere Forretningsspekulationer, den at
berige Andre og volde Ophavsmanden Tab. Nøjagtigt
saaledes gik det f. Eks. da han i 1837 i Genua
tilfældigvis kom paa det Indfald, at Romerne i
Oldtiden langtfra ikke havde udnyttet deres Sølvminer
paa Sardinien. Han meddelte en Genueser sit Indfald
og besluttede at forfølge Sagen, men da han Aaret
efter foretog en.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
