Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XV. Balzac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Balzac
161
Væsen hører til det Dybeste, Balzac og overhovedet
en moderne Romandigter har udført. Med stor Kunst
er det vist, hvorledes fra de forskelligste Sider,
hvor blot ikke Hykleri eller Naivetet dikterer
Ytringerne, den samme Opfattelse af Samfundet og
de samme Lærdomme træder den unge Mand i Møde. Hans
Slægtning og Beskytterinde, den yndige og fornemme
Fru Beauséant, siger til ham: «Jo koldere De beregner,
des videre vil De komme. Betragt Mænd og Kvinder kun
som Postheste, hvem De kører sønder og sammen til
næste Holdested . . . naar De har en sand Følelse,
saa vogt Dem vel for at røbe den, ellers bliver De
Ambolt istedenfor Hammer . . . Finder Kvinderne Dem
først aandrig, saa vil Mændene tro det, naar De
da ikke river dem alt for slemt ud af Illusionen
. . . saa vil De ogsaa se, hvad Samfundet er, en
Samling af Dumrianer og Slyngler. Vær De hverken
blandt de første eller de sidste.* Og den undvegne
Galejslave Vautrin siger til ham: «Man maa enten bryde
sig en Vej gennem Menneskesværmen som en Kanonkugle
eller snige sig ind i den som en Pest. Retskaffenhed
er til ingen Nytte. Sværmen bøjer sig under Geniets
Magt; man hader det, man forsøger at bagvaske det,
fordi det tager uden at dele; men man bøjer si^,
naar det holder ud. Med ét Ord, man tilbeder det
paa Knæ, naar det ikke lykkes at begrave
det i Skarn.....
Jeg vædder paa, at De i Paris ikke kan
gaa to Skridt uden
at støde paa rent djævelske Kneb.....Derfor er den
retskafne
Mand den almindelige Fjende. Men hvem, tror De, er
den retskafne Mand? I Paris er det den, som tier og
vægrer sig ved at dele.»
Rastignac er hin Tids typiske unge Franskmand;
han er velbegavet, men aldeles ikke ualmindelig og
har ingen anden Idealisme end den, der beror paa
hans Tyveaars-Uerfarenhed. Greben og rystet ved
alt det, han daglig ser og oplever, begynder han
at tragte efter Lykkens Goder med stedse ringere
Samvittighedsfuldhed, stedse heftigere Attraa. Hvor
værgede han for sig, da Vautrin første Gang forelagde
ham det bekendte gamle Spørgsmaal, om han, hvis den
blotte Viljes-Akt var nok dertil, vilde slaa en ham
ubekendt Mandarin i Kina ihjel, naar han derved
kunde opnaa den Million, han ønsker sig! og hvor
snart derefter ligger ikke «Mandarinen» rallende i
Dødskamp. Han siger sig først, som i Ungdommen alle
Mennesker plejer, at det for enhver Pris at ville
blive anset eller rig er det samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
