Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XVI. Balzac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Balzac
167
af 26de Februar 1780): «Ved Hjælp af Sammenlægning
forstaar jeg ingen Ting. Men naar jeg ret længe har
slæbt Brænde og Straa sammen og forgæves har søgt at
varme mig, skønt der ligger Gløder nedenunder og det
ryger overalt, saa slaar dog tilsidst Flammen i et Nu
sammen over det Hele.» Hos Balzac er Røgen og Kvalmen
endnu at spore i de beskrivende Partier af hans Værk,
men Flammen udebliver aldrig.
Thi han var ikke blot en Iagttager, men en Seer. Naar
han om Natten mellem 11 og 12 mødte en Arbejder
og hans Kone, der gik hjem fra Teatret, saa kunde
han følge dem Gade op og Gade ned lige til det
Hus paa den anden Side af de ydre Boulevarder,
som de beboede. Han hørte dem udveksle deres Tanker
først om Stykket, de havde set, saa om deres private
Anliggender, medens Moderen trak sit Barn efter sig
ved Haanden. De talte om de Penge, de næste Dag skulde
have betalt, og gav dem i Tanker ud igen paa tyve
Maader, disputerede derom og røbede under Skænderiet
deres Karakter - og Balzac hørte saa indtrængende paa
deres Klager over Vinterens Længde og Kartoflernes
Pris og Tørvenes Stigen, at han tilsidst levede med
i deres Liv og, som det hedder i hans Facino Cane,
«følte deres Pjalter paa sin Ryg og gik med sine
Fødder i deres saaleløse Støvler*. Deres Ønsker,
deres Fornødenheder gik over i hans Sjæl og han gik
som i en vaagen Drøm. I denne Sindets Rus aflagde han
alle sine Vaner og blev en anden end sig selv, blev
sin" Samtid. Han digtede ikke blot, han levede sine
Værkers Personer; de stod efterhaanden saa lyslevende
for ham, at han hilte til sine Bekendte om dem som
om virkelige Mennesker. Han sagde, naar han foretog
en af sine Rejser til de Steder, han vilde skildre:
«Jeg rejser til Alencon, hvor Frøken Gormon lever,
til Grenoble, hvor Doktor Bénassis bor.» Han meddelte
sin Søster Efterretninger fra sin opdigtede Verden:
«Véd du, hvem Felix de Vandenesse gifter sig med? Med
en Frøken de Grand-ville; det er et godt Parti trods
alle de Penge, Frøken de Belle-feuille har kostet
Familien.* Ja en Dag, da Jules Sandeau talte med
ham om sin syge Søster og Balzac nogen Tid adspredt
havde hørt til, afbrød han ham med de Ord: «Det er
altsammen godt nok, kære Ven, men lad os vende tilbage
til Virkeligheden, lad os tale om Eugénie Grandet*
Det var nødvendigt selv at føle Illusionen med en
saadan Magt for at kunne meddele andre den med en
tilnærmelsesvis lignende Styrke. Hans Fantasi havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
