Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XVIII. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Beyle
189
bejdelser af italienske og tyske Skrifter, og sin
Histoire de la pemtnre en Italie, som i ydmygtstolte
Udtryk blev Fangen paa St. Helena tilegnet; ingen
af disse Bøger havde gjort den ringeste Opsigt;
den sidste erhvervede ham imidlertid Filosofen de
Tracy’s Velvilje og Venskab, og Beyle, der fra først
af følte sig fuldstændig isoleret i Paris, hvorfra en
Del af hans gamle Omgangsvenner under Kejserdømmet
var landsforviste, medens andre havde forskertset
hans Agtelse ved Kryberi for de nye Magthavere,
traf hos Tracy Blomsten af Datidens gode Selskab,
Lafayette, Greven af Ségur, Benjamin Constant,
medens han samtidig i den berømte Sangerinde Giuditta
Pasta’s og nogle lignende Huse traf sammen med den
opvoksende Slægt af Skribenter, Mænd som Mérimée,
Jaquemont o. s. v. Fra 1821-30 blev Beyle, fraset
nogle Udflugter til England og Italien, boende i
Paris; fra 1830 af og til sin Død var han paany
Embedsmand, Indehaver af en forretningsløs Post som
Konsul i Italien først et Aar i Triest, hvor han følte
sig ilde tilpas, saa Resten af Tiden i Civita-Vecchia,
hvor Opholdet næsten var enstydigt med et Ophold i det
nærliggende Rom. Han levede her under den Himmel, han
altid havde elsket, og iblandt det Folk, han foretrak,
men kedede sig i sin Ensomhed og Ørkesløshed over al
Maade. Han var en elskværdig og kundskabsrig Omviser
for de Landsmænd, der opsøgte og behagede ham, men
han længtes bestandig tilbage til Paris, skønt han
med en Rest af Kejsertidens Soldateraand ikke mere
betragtede sig som Franskmand, siden Ludvig Filips
Regering 1840 i Striden om det orientalske Spørgsmaal
uden Sværdslag havde givet tabt overfor Europa. I sine
sidste Leveaar var han sygelig. Han døde pludselig
af et Slagtilfælde under en Orlov i Paris.:i:)
*) Som Følge af hans testamentariske Bestemmelse,
der viser, hvilken Tiltrækning Minderne fra Milano
til hans Død havde for ham, kom der paa hans Gravsten
paa Montmartrekirkegaarden til at staa:
ARRIGO BEYLE
MILANESE
SCRISSE
AMO
VISSE
ANN. LIX M. II
MORI IL XXIII MARZO
M.D.CCC.XLII.
13*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
