Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XX. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Beyle
201
Da Beyle i Et og Alt var et Hjernemenneske
med en rent filosofisk lagttagelsesgave og en
stedse levende Eftertanke, saa havde han kun
ringe Sans for Yderverdenen og kun ringe Evne
til at gengive den med dens Farver og Former. Det
Eneste, der sysselsætter ham, er hvad der foregaar
i Følelses- og Bevidsthedslivet, og som han selv er
sjælekyndig fremstiller han næsten lutter sjælekyndige
Mennesker. Hans Personer besidder i Reglen en Klarhed
over hvad der foregaar i deres Indre, som langt
overgaar den erfaringsmæssige. Herpaa beror hans
Romaners ejendommelige Bygningsmaade. De bestaar
fortrinsvis af til hinanden kædede, hele Sider ja
mange Sider optagende Enetaler. Haii udfolder sine
Personers stumme Hjerneliv for os, ruller det op og
laaner den indre Samtale Ord. Enetalen er hos ham
aldrig det lyriske, dityrambiske Udbrud som den
stundom kan være hos George Sand, nej den er den
indre, smaahakkede og dog kortfattede, sammentrængte
Spørgen og Svaren, hvori den tavse Overvejelse
skridtvis bevæger sig.
Det dybest liggende Træk hos Beyle’s Hovedpersoner,
der alle, maalte med den gængse Morals Maalestok, er i
højeste Grad samvittighedsløse og usædelige, er det,
at de selv indenfra har skabt sig en Moral. Det er
hvad alle Mennesker burde kunne gøre, men hvad kun de
mest udviklede Mennesker naaer til, og herpaa beror
disse hans Hovedpersoners mærkværdige Overlegenhed
over andre Personligheder, som vi har truffet i Bøger
eller i Livet. De holder sig et idealt Forbillede,
som de har dannet
Øjnes slet skjulte Livfuldhed gjorde Hr. Chélan
urolig. Dog maa man ikke tænke altfor ringe om Julien;
han fandt nojagtigt de Udtryk, som en Hykler, der gik
paa Fløjlspoter, vilde anvende. Det var allerede ikke
daarligt i hans Alder. Hs^ad Tone og Haandbevægelser
angik, saa havde han jo levet med Bønder, havde
aldrig kunnet studere de store Mønstre; men neppe var
det ham senere i Livet forundt at nærme sig disse
Herrer, før han blev beundringsværdig saavel med
Hensyn til Haandbevægelser som til det, han sagde.»
Et andet Sted skammer Julien, der spiser til Middag
hos en brutal Fængselsdirektør, sig over det Selskab,
hvori han er, siger sig, at han maaske nok kan opnaa
en lignende Samfundsstilling, men kun ved at begaa
Lavheder som dem, de Nærværende har vænnet sig til:
O Napoleon! tænker han, hvor var det sødt, i din
Tid at gøre sin Lykke ved at udsætte sit Liv i et
Slag istedenfor som nu ved at forøge en Ulykkeligs
Lidelser! - Beyle tilføjer: «Jeg tilstaar, at den
Svaghed, Julien her lægger for Dagen, giver mig en
ringe Mening om ham. Han ligner de Revolutionsmænd
med gule Handsker, der vil vende op og ned paa Alt,
men ikke vil have den mindste Rift at bebrejde sig.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
