Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XX. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Beyle
205
med hvilke han stempler sine Kvinder. Om Fru de Rénal
hedder det i Rouge et Noir: «Det var en af de ædle og
sværmeriske Sjæle, for hvilke det at se Muligheden til
en ædelmodig Handling og ikke udføre den er Kilden til
et næsten lige saa heftigt Samvittighedsnag som det,
der hos Andre følger paa en begaaet Forbrydelse.»
- Mathilde de la Mole siger: «Jeg føler mig selv
i Jævnhøjde med Alt, hvad Dristigt og Stort der
nogensinde har eksisteret .... Hvilken stor Handling
har ikke i det Øjeblik, da den blev foretaget, syntes
en Urimelighed! Det er først, naar den er udført, at
den synes Hoben m ulig.» Med sikkert Mesterskab er i
disse to ganske korte Citater tvende modsatte Former
af kvindelig Ualmindelighed, den hengivelses-fulde og
den dumdristige tegnet. Man føler, hvor sandt Beyle
har talt, naar han i sit Brev til Balzac bestemmer
sin kunstneriske Fremgangsmaade saaledes: jeg tager
en eller anden Person, som jeg kender godt, jeg
lader ham eller hende beholde sit Væsens Grundtræk,
men saa udruster jeg dem i aandelig Henseende bedre
(ensuite j e lui donne plus d’esprit).
Af de to Romaner er uden Sammenligning Rouge et
Noir, der foregaar paa fransk Grund, den bedste; i
La Chartreuse de Parme har man kun undtagelsesvis
den sikre Følelse af at have Virkelighedens
Grund under sine Fødder. Beyle har nu én Gang
formet sig sit eget Italien paa Grundlag af
sin Ungdoms fantastisk opfattede Erfaringer,
og dette Italien gør paa os Moderne et kun lidet
paalideligt Indtryk. Han viser i sin Roman som i sine
Afhandlinger, at italienske Gemytter paa Grund af
en levende Indbildningskraft er langt mere plagede
end franske af Mistanke og Hjernespind, at til
Gengæld deres Glæder er heftigere og mere varige,
at de besidder en mere opladt Skønhedssans og langt
ringere Forfængelighed. Undertiden overraskes man
ved folkepsykologiske Bemærkninger, der forudsat at
de er rigtige - hvad jeg tror - har en ualmindelig
Dybde. Det hedder saaledes etsteds om Hertuginden af
Sanseverino, at hun, der dog engang havde ladet et
Giftmord begaa, blev ude af sig selv af Kval da hun
hørte, hendes Elskede truedes af Gift: «Hun havde ikke
den moralske Tankegang, som vilde have ligget saa nær
for en Kvinde, der var opdraget i en af de nordiske
Bekendelser, som tilsteder personlig Prøvelse: jeg
har selv først anvendt Gift og straffes derfor nu
ved Gift. I Italien forekommer Saadanne Overvejelser
i lidenskabelige Øjeblikke saa taabelige som i Paris
under
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
