Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXI. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mérimée
213
af en eller anden bestemt, enkelt
Skuffelse. Selvfølgelig blev han mange Gange
skuffet og mange Gange voldsomt udrevet af
Illusioner; vi bliver det alle; han blev bedragen i
Venskabsfor-forhold, opofret i Kærlighedsforhold -
d’Haussonville (Revne des deax mondes 15 Aug. 1877)
fortæller det bestemte Tilfælde - han lærte Verden at
kende og erfor, at Livet er en Krig og at Enhver ikke
blot maa værge sig mod falske og upaalidelige Venner,
hemmelige og aabne Fjender, men ogsaa mod dem, der,
som han siger i et Brev, «gør det Onde for det Ondes
Skyld». Var han imidlertid ikke fra Begyndelsen
af traadt ud i Livet med Spiren til Mistro i sig,
saa vilde ti paa hinanden følgende Erfaringer af den
bitreste Art ikke have helbredt ham for sin Tiltro til
Menneskene; thi den tillidsfuldt Anlagte har altid
tillige gjort ti modsatte Erfaringer, der opvejer
hine første. Men han havde et lige saa kritisk som
digterisk Naturel, og den Grundsætning, der gælder
for den videnskabelige Kritiker, at han kun fortjener
Tillid i samme Grad som han har havt Mistillid, bliver
af slige Aander let optaget som Regel for Livet. Man
aner, hvor megen Pine den digteriske Modtagelighed for
Indtryk har voldt ham med hans saa stærkt udviklede
kritiske Sans.
Den kritiske Aandsretning er fremfor Alt
sandhedskærlig, og Mérimée var det i høj Grad. Hans
medfødte Dristighed tvang ham desuden til uden Henblik
paa givne Vedtægter at udtale Sandheden saaledes,
som han følte den. Man ser af hans Breve, hvor aaben
han af Naturen var, hvilket Hang han havde til at
sige Sandheden uden nogetsomhelst Omsvøb og hvor
utaalmodig han blev over vedtagne Løgne, ja selv over
besmykkende eller mildnende Udtryk. Den første Samling
Lettres å une inconnae er i denne Henseende særligt
lærerig. Mérimée bliver i en Kærligheds-Brevveksling
næsten grov, saasnart han mener at have grebet
den Elskede i en eller anden vedtægtsmæssig
Anskuelse. Omendskønt han med sin Frygt for Latteren
og sin med Aarene tiltagende Tvivlsaand hverken var
anlagt til vandrende Ridder eller til Martyr, ser
man ham derfor endnu i sit halvtresinds-tyvende Aar
begaa en saa ridderlig Dumhed, som ellers kun plejer
at forekomme i en Verdensmands første Ungdomsaar. Da
hans Ven, den bekendte Libri, blev dømt, fordi han
havde misbrugt sin Stilling som Bibliotekar til at
fjerne og sælge en Mængde af de kostbareste Bøger i
de franske Biblioteker, tog Mérimée, som ikke kunde
tiltro Libri en saa uværdig Handling,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
