Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216 Den romantiske Skole
i Frankrig
menligner de to Forfatteres Værker, er
Overensstemmelsen mellem flere af deres
Ejendommeligheder iøjnefaldende, og Sammenligningen
er saa meget des lærerigere som den bringer Mérimée’s
Særpræg til at træde frem med dets fulde Skarphed. En
Paavirkning af Mérimée paa Beyle anser jeg for ganske
udelukket, hvis man da ikke ved Paavirkning forstaar
en Meddelelse af rent udvortes Oplysninger; thi i
saa Fald er Beyle ganske vist i Gæld til Mérimée
for mangen kunsthistorisk Bemærkning i Mémoires
d’un Touriste. Men iøvrigt var Beyle øjensynligt den
tidligst modne og færdige Aand. Naar da den yngre af
Vennerne i sin biografiske Notits over den ældre,
stiller den Sætning i Spidsen, at de trods deres
Venskab hele deres Liv igennem neppe har havt to
Ideer tilfælles, saa er denne tydelige Overdrivelse
rimeligvis foraarsaget ved Ønsket om at afværge den
nærliggende Anvendelse paa Mérimée selv af adskillige
blandt hans Ytringer om Beyle.
Beyle og Mérimée ligner først og fremmest hinanden i
deres Kærlighed til Kendsgerningen. Enhver, som har
læst Mérimée, véd at hvad han skildrer er den nøgne
Kendsgerning, som nøjagtigt kan paavises, den skarpt
tegnede Enkelthed. Han holdt, som han i Fortalen til
sin Roman Chronique du regne de Charles IX tilstaar,
i Historien ikke af Andet end Anekdoter og blandt
Anekdoterne foretrak han dem, der gav et Billede
af en hel Tidsalders Sæder og Karakterer. Ganske
det Samme kan siges om Beyle. Ja Anekdoten er hans
Tankes naturlige Form; han tænker i Anekdoter. Med
Anekdoter maler han den Enkelte, med Leynedstegninger
Tidsalderen. Hans Had til det Ubestemte driver ham
til den Form af Historie, der synes ham mest levende,
den novellistiske Meddelelse af en Kendsgerning, det
lille, sagligt henstillede Drama. Og disse Anekdoter,
som han fortæller, er i deres marvfulde Korthed
slaaende, aldrig dagligdags, men et betegnende Udtryk
for det Væsenlige. Forsaavidt har Mérimée stor Lighed
med ham, og naar en moderne Beundrer af Beyle (Paul
Heyse etsteds i en af sine Noveller) roser dennes
korte italienske Historier, <d hvilken de stærke,
hensynsløse Lidenskaber optræder uden nogetsomhelst
Selvbedrag med en - kold eller hed - Ubetænksomhed,
der i sidste Instans griber til Kniven> saa kunde
disse Udtryk uden et Ords Forandring anvendes paa
Mérimée’s Noveller.
Ikke desmindre har den Historie, der meddeles, en
saa for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
