Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218 Den romantiske Skole
i Frankrig
Parodi paa Ridderromanerne. Han udbryder: «Lad os
overlade højtidelige tyske Professorer Fortjenesten af
den Opdagelse, at Ridderen af la Manca er Poesiens og
hans Vaabendrager Prosaens Symbol. En Fortolker vil
altid i en genial Mands Værker opdage tusind smukke
Hensigter, som han ikke havde». Hvor fint siger ikke
i Modsætning hertil en Kritiker som Sainte-Beuve
om Don Qaijote: «Denne Bog var et Lejlighedsskrift
og er bleven en Verdensbog. Den har for bestandig
erobret sin Plads i Alles Fantasi. Enhver Læser har
arbejdet med paa den efter sin Lyst og har skaaret
den til efter sin Smag. Cervantes tænkte ikke derpaa,
men vi tænker paa det. Enhver af os er den ene Dag
Don Quijote, den anden Sancho Pansa. Der findes mere
eller mindre tydeligt hos Enhver denne uensartede
Forening af det højtspændte Ideal og den sunde Sans,
der plumpt holder sig til Jorden. Hos Mange er det
endog kun et Aldersspørgsmaal; man sover ind som Don
Quijote og vaagner op som Sancho Pansa*. Beyle havde
gerne underskrevet disse Sætninger; Mérimée holdt
Skyen for almindelige Ideer tilbage.
Beyle og Mérimée var i Kraft af deres Kærlighed til
Kendsgerningen og dens knappe Form lige store Hadere
af den klas-sisk-franske Talekunst, og hvad mere er,
de adskiller sig begge fra næsten alle samtidige
Romantikere derved at de ikke vilde erstatte hin
Talekunst ved Lyrik. Beyle har aldrig skrevet en Linje
Vers; han manglede Øre for den simpleste metriske
Rytme; han betragtede tiltrods for alt det Sværmeri,
han indbildte sig at nære for Italiens Digtere,
den metriske Form som blot Hu-kommelsesmiddel, og
fandt den derfor urimelig, hvor den ikke tjente til
at lære Ord udenad. Man finder en lignende Uvilje mod
Verseformen hos Mérimée. Han har en saadan Skv for
*/
Rimets blødagtige og sværmeriske Musik, at de talrige
Digte, der forekommer i hans Skrifter, uden Undtagelse
er nedskrevne i Prosa; han lader selv oversatte Digte
tabe deres Ejendommelighed hellere end at gengive dem
i bunden Stil. Den Antagelse ligger tilsyneladende nær
at han ikke tiltroede sig Herredømme over den metriske
Form. Jeg tror snarere, at hans Stolthed har været
for kilden til at han kunde forelægge fremmede Øjne
et Digt og taale Kritik derover. Da han, som Breve
til en Ubekendt viser, var i Stand til at skrive
engelske Vers, saa kan det neppe have skortet ham
paa Færdighed i Sprogbehandlingen. Men han udviklede
aldrig denne Færdighed; Uviljen mod Hjerte-Udgydelser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
