Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Beyle og Mérimée
221
Naar Beyle er mere lyrisk end Mérimée og naar
han har en dybere Sans for det Kvindelige, saa
beror det fortrinsvis paa, at han inderst inde
var en fantasirig Entusiast. Man behøver kun at
skrabe Forstandsmennesket hos ham, saa kommer
Entusiasten for Dagen. Derfor holder Beyle ogsaa
af at skildre Begejstringen som Stof, medens intet
Stof er Mérimée mere fjernt. Man sammenligne dem
f. Eks som Slagmalere, man holde de to bedste
Slagmalerier i Prosa, der indtil da overhovedet
gaves, op mod hinanden: Mérimée’s berømte Stormen paa
Skansen og Beyle’s ikke mindre berømte Skildring
af Waterloo-Slaget. Modsætningen er slaaende:
Hos Beyle en Ynglings Begejstring for Napoleon og
for Krigeræren fremstilt med mild Ironi og dog med
levende Deltagelse, hos Mérimée kun den mørke Side
af Kampen, den halvt mekaniske Storm paa en Skanse;
det er Krigens Knald og Fald, som han uden Hensyn til
Fædrelandskærligheden, Begejstringen eller nogen anden
højere Følelse end Soldater-Stoicismen og Udsigten
til Forfremmelse maler med saa fast en Kunstnerhaand
som Gérome’s.
Beyle og Mérimée stemmer overens i deres indenfor
den romantiske Skole særegne Holdning overfor
Religionen. De franske Romantikere stod jo saa lidt
som de tyske oprindeligt i noget fjendtligt Forhold
til Katolicismen. Enkelte iblandt dem var fra først
af Troende, de øvriges Forhold til Religionen var
et Pietets- eller et Ligegyldigheds-Forhold. Mérimée
var som Beyle fra første Færd af grundhedensk i sin
Tankegang og sit Følelsesliv. Hans Fritænkeri havde
endog lige saa fuldt som Beyle’s en lidenskabelig
Karakter. Han var vel ikke naiv nok til som Beyle
at nære en Art Fjendskab mod den personlige Gud,
men han delte Beyle’s Afsk}T for Religionens
Repræsentanter. Imidlertid kommer hans Uvilje mod
Kristendommen langt mere indirekte tilorde end hos
Beyle, der hvert Øjeblik røber sig. Han hader ikke
som Beyle Katolicismen, han smiler kun ad den. Aldrig
viser han mere end Spidsen af en Finger under sin
sorte Domino. Det morer ham at skildre kælne katolske
Præster, og naar en af hans Personer taler om Daaben,
Skrifte-maalet eller en anden religiøs Ceremoni,
indledes Repliken gerne af denne Parentes: «med en
meget fromladen Næsetone*; men i sit eget Navn udtaler
han sig i det Højeste saa forsigtigt og fint ironisk
som i det Følgende: «I)et var en Bønnebog, som Fru
de Piennes tog; og jeg vil ikke nævne dens Titel,
for det
15*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
