Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Beyle og Mérimée
223
Poet, der fremfor Alt vil lade det Skønne træde
kraftigt frem, og han opkaster sluttelig det
Spørgsmaal, om man kan sige, at Opdigtelsen her er
mere værd end Virkeligheden. Af hundrede Mennesker
vilde de nioghalvfems sikkert uden Betænkning svare
Ja. Mérimée gør det ikke. Han skriver i Aaret 1849,
og med nyligt oplevede historiske Tragedier for Øje
svarer han: «Maaske, men det var ved det Misbrug,
der blev drevet med Thermopylæ, ved Foregøglelse af
den Lethed, med hvilken tre hundrede frie Mænd kunde
bekæmpe tre Millioner Slaver, at Italiens Talere
fik drevet Piemonteserne til uden Forbundsfæller at
indlade sig i Krig med Østerrig*. Man sammenligne
med denne Tvivlsaand hos Mérimée den begejstrede
Troskyldighed, med hvilken Beyle kopierer den
upaalidelige Krønike om Beatrice Genci.
1830-Tiden var en Periode, i hvilken Frankrigs
ypperste Forfattere var særlig paa deres Post mod
Fædrelanderiet. Den nys vakte Sans for de fremmede
Literaturer og deres Fortrin medførte ved et naturligt
Tilbageslag en voldsom Ringeagt for den nationale
Digtning og dens Klassikere, undertiden endog for den
franske Folkeaand overhovedet. Den romantiske Skoles
tidligste, temmelig uforstandige Stormløb mod Racine
er bekendte; man betegnede den klassiske Literatur som
Literatur for Skoleklasserne. Victor Hugo. hvem det
ellers ikke skortede paa Nationalstolthed, udraabte i
Fortalen til sine Orientalere: «De andre Folk siger:
Homer, Dante, Shakespeare. Vi siger: Boileau*. Hugo,
der havde tilbragt sin Ungdom i Spanien, behandlede
i sine første Dramer (Inez de Castro, Hernani)
spanske Stoller og beholdt den spanske Inddeling
i Dage istedenfor i Akter. Italien og Spanien
var overhovedet for de begyndende Romantikere de
forjættede Lande. Alfred de Musset skrev Coates
d’Espagne et d’Italie, Th. Gautier blev ikke ked af
at forbande Frankrigs kolde Klima og farveløse Sæder,
kaldte Spanien sit virkelige Fædreland etc. etc.
Beyle og Mérimée repræsenterer begge i særegen høj
Grad Modstanden imod Nationalforfængeligheden. I
Beyle’s Mund var Ordet «fransk» næsten et Skældsord,
han plejede spotsk at kalde Franskmændene les vainvifs
(de livligt Forfængelige), hans Bøger vrimler af
Udfald som dette: «Gives der noget mere komisk end
at tiltro en parisisk Karakter nogen Dybde?* Han
kalder sit Fædreland «det grimmeste Land paa Jorden,
som Tossehoveder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
