Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXIII. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230 Den romantiske Skole i
Frankrig
«Jeg har aldrig kendt noget Hjerte, som
i Virkeligheden var mere følelsesfuld end
Jaequemont’s. Han var en kærlig og øm Natur, men
han anvendte lige saa stor Omhu paa at dølge sine
Sindsbevægelser som Andre paa at skjule deres slette
Tilbøjeligheder. I vor Ungdom var vi blevne stødte
tilbage af den falske Følsomhed hos Rousseau og hans
Efterlignere, og der indtraadte, som det plejer at
ske, en overdreven Reaktion. Vi vilde være kraftige
og vi gjorde os lystige over Sentimentaliteten.»
Det forstaar sig dog af sig selv, at dette Had til det
Blødagtige og Taaredrivende, der stikker saa stærkt
af mod andre samtidige Talenters yderligt følsomme
Ungdomsvæsen, og denne Forkærlighed for det Voldsommme
og Raa ikke beroede paa pur Modsigelseslyst. For
at maale Styrken af denne Mérimée’s Tilbøjelighed
behøver man kun at kaste et Blik ud over hans
Udviklingshistorie. Man maatte hos enhver Anden vente
at se en saadan Sympati hæmmet i sit Frembrud ved
Ungdomstidens lettere og lysere Lune og i Alderdommen
mildnet ved aftagende Kraftfylde. Men ingen af Delene
er Tilfældet hos Mérimée. Hans Kærlighed til de
voldsomme Afgørelser er ligesaa gammel hos ham som
hans Kærlighed til Pen og Blæk, og det Afskrækkende
eller Rædselsfulde, som i hans Manddoms Værker,
besjælet ved Inderlighed og Aand, virker tragisk,
indsnevrer sig atter i hans Alderdoms Frembringelser
til det mørkt og frastødende Uhyggelige.
Man ser i Clara Gaznls Teater, den første Bog, som
Mérimée, kun 22 Aar gammel, udgav, paa unherholdende
Maade Ungdommeligheden stride med hin dybt indgroede
Forkærlighed for det Voldsomme og Vilde. Overfladisk
betragtet kan denne Bog synes temmelig alvorlig. Den
adskiller sig, skønt den udgives for spansk, fra
den spanske Skuespil-Literatur ved mange af de
væsenligste Bestemmelser. Langt fra, som Kappe-
og Kaarde-stykkerne, ensformigt at gentage de
samme Karaktertyper og de samme af Skinsygen og
den pirrelige Æresfølelse fremkaldte Situationer;
langt fra at ligne dem ved en fordomsfuld moralsk
Formtvang, har de indbyrdes meget forskellige Dramer,
hvoraf dette Teater bestaar, skarpt og individuelt
tegnede Figurer. Istedenfor at vise overmenneskelig
Selvbeherskelse og Forsagen, rives Personerne blindt
med af deres Lidenskaber og Drifter. Endnu mindre
Lighed har disse Skuespil med den store Gruppe af
fantastiske og romantiske Æventyrdramer med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
