Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXVI. Mérimée og Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mérimée og Gautier
247
Charles Nodier engang. Han har brugt Sproget som det
gaves ham i Hænde, og han har sat sit Stempel paa
hver Sætning, han har skrevet, uden at benytte et
eneste besynderligt Ord eller et eneste almindeligt
Ord paa en besynderlig Maade. Han har fremfor Alt
undgaaet de almindelige Udtryk, der let kaster et Slør
over Tanken, bag hvilket denne tager sig større og
betydeligere ud. Hvad der særligt udmærker ham, det
er Udtrykkets Sikkerhed, Gaven til med det usmykkede
Ord, hvis Præg syntes udvisket, at fremkalde nøjagtigt
den Forestilling, han vil. Hugo skrev en anskuelig,
patetisk, Gautier og de, der sluttede sig til ham,
en sanselig, billedstraalende Stil, begge søgte
at virke ved Ord-Arkitektur. Hos Mestrene var
denne Stræben i sin Ret. Men deres Efterligneres
og Elevers Forsøg erindrer kun altfor tit om hine
pragtfulde Vandledninger fra Romernes Tid, der med
uhyre Bekostning og Anstrengelse blev udspændte fra
Højdepunkt til Højdepunkt, fordi man ikke vidste, at
Vandet ved sin egen Kraft kunde stige op fra Dalen. Vi
beundrer disse Mindesmærker; men vor Beundring vilde
have været større, om vi istedenfor dem havde fundet
simple Rør, der holdt sig ved Jorden. Det kunstige
og løftede Udtryk er som Akvadukten; det simple Ord,
der gaar lige til Maalet, som det uanselige Rør,
og Mérimée’s Stil holder sig som Røret ved Jorden,
har ingen unyttig Pragt og ingen unødvendig Løftelse,
ingen paa Opspiling spildte Kræfter. Den er ikke
derfor en Stil uden Ynde, men den har ingen anden
end den tilstrækkelige Krafts. Der er intet Ord for
meget, og hver Sætning staar i det Heles Tjeneste. Det
gamle Motto: Ne quid nimis synes at have været denne
Fortællerkunsts Løsen.
Det Maal, som Mérimée med denne Stil forfulgte,
var øjensynligt det, ved Afkald paa alt Biværk at
gøre sine smaa Kunstværker saa uangribelige som
muligt for Tidens Tand. Hans Bestræbelse erindrer
om den, man tilskriver Donatello. Man har forklaret
Donatellos uforlignelige St. Georgs ejendommeligt
samlede Holdning - de fast til Kroppen liggende Arme
og Hænder - deraf, at han paa Oldtidens Billedstøtter
omhyggeligt havde iagttaget, hvilke Legemsdele der
havde lidt mest og hvorfor. Paa tilsvarende Maade
har Mérimée for at gøre Tidssmagens Forandringer
magtesløse overfor sine Værker holdt dem fri for alt
Udenværk, alle Udskejelser fra Sagens Væsen.
Det var dog ikke hans Skrivemaade, som slog
igennem og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
