Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXVI. Mérimée og Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248 Den romantiske Skole
i Frankrig
blev den nærmeste Eftertids. Det blev ikke ham,
men Gautier, der som Stilist fik en Skole, og jeg
for min Del hører ikke til dem, der beklager, at en
rigere og sanseligere Stil har fortrængt hans, eller
at senere franske Forfattere ikke blot har villet
skrive Sætningen klar og rigtig, men om muligt meddele
den en Melodi, en Farve, en Duft. Den Sprogbehandling,
der strækker sig fra Gautier over Flaubert og Brødrene
Goncourt til Zola og Daudet, har imidlertid ogsaa
sin betænkelige Side, og den beskrivende Stils mest
opsigtvækkende nyere Repræsentant har ikke manglet
Øje derfor. I en af Zola’s Artikler findes følgende
Betragtning:
«Det Værste er, at efter den Overbevisning, jeg nu
har vundet, vil vor Tidsalders Mundart, den Del af
Stilen, der tilhører Moden og maa blive forældet,
gælde for en af det franske Sprogs mest ulidelige
Stilarter. Det lader sig næsten med matematisk
Sikkerhed forudsige. Hvad der især let forældes,
det er Billedet. Saalænge det er nyt, henriver og
begejstrer det; naar det saa er blevet anvendt to
eller tre Slægtled igennem, bliver det en fortærsket
Ting, tilsidst en Skamplet. Man se Voltaire med hans
tørre Sprog, hans kraftige Sætning, der undværer
Tillægsord, fortæller og ikke maler: han forbliver
evig ung. Man se Rousseau, der er vor Stamfader,
med hans Billeder, hans
lidenskabelige Talekunst: han har skrevet utaalelige
Sider.....
Der forestaar os altsaa en smuk Skæbne, os, der tilmed
har overbudt Rousseau, maler og synger vore Sætninger,
hugger dem til som Marmorblokke og fordrer Tingenes
Lugt af Ordene. Alt det bemægtiger sig Folks Nerver,
vi finder det udsøgt; godt! Men Spørgsmaalet er kun
det, hvad vore Børnebørnsbørn vil sige til det. Deres
Følemaade vil sikkert have forandret sig, og jeg er
overbevist om, at de vil staa forbavsede overfor mange
af vore Værker. Næsten Alt deri vil være forældet.*
Forfatteren af denne vemodige Selvfordømmelse gaar
rimeligvis adskilligt for vidt. Hvis vore Efterkommere
ikke vil bryde sig stort om vore Bøger - hvad der er
rimeligt nok - saa vil den Stil, hvori de er skrevne,
have mindst Skyld deri; men i ethvert Tilfælde er hans
Udtalelse mærkværdig som et Vidnesbyrd fra en literær
Kolorist til Fordel for Stilens Forstands-dyrkere,
mellem hvilke Mérimée i dette Aarhundrede utvivlsomt
er en af de første. De bedste af hans Værker er
Mindesmærker. Sjældent er i Verdensliteraturen smaa
Prosa-Arbejder blevne udførte i saa stor en Stil. Det
er Sagen selv,- som staar for En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
