Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXVI. Mérimée og Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250 Den romantiske Skole
i Frankrig
med sin Kærlighed til brutale Stoffer og med sin
kunstige Kulde ganske tydeligt en Forløber for den
Smagsretning, der fremtraadte i det følgende literære
Slægtled. I Taine’s Vie et opinions de M. Graindorge
(1867) findes en Linje, der er skrevet om det
selskabelige Liv, men har en større Rækkevidde:
«I de sidste ti Aar har et Anstrøg af Brutalitet
fuldstændiggjort Elegancen.» Man føler dette hos
næsten alle det andet Kejserdømmes større Skribenter,
hos den yngre Dumas, hos Flaubert, hvem man kunde
kalde den næste Slægts Mérimée, endelig hos Taine
selv, der ganske i Mérimée’sk Aand fryder sig, naar
han har «et smukt Mord» at skildre og som lader sin
Graindorge give Læseren nøjagtig Anvisning paa den
mest praktiske Fremgangsmaade, naar man vil skære
sin Hals over med en Barberkniv*).
Nutildags gælder Mérimée for en Klassiker. Hans
klare og gennemsigtige Form, hans Sky for lyriske
Udskejelser, for Lignelser og Foredragsstil synes at
sikre ham en Plads udenfor den romantiske Gruppe. Men
vi har set, at i en vis Forstand er alle franske
Romantikere at betragte som Klassikere, og det kun
tydeligere klassiske Præg hos Mérimée giver ham
følgelig ingen Særstilling udenfor Skolen.
Naar man tilmed betænker, at han saa godt som Hugo og
Vigny har været Walter Scotts Indflydelse underkastet,
at han har et umiskendeligt Slægtskab med den Byronske
Satanisme, at han, den ædru Tvivler, endog har skrevet
Sager som La vision de Charles XI i Hoffmann’s Art,
at han var Beyle’s umiddelbare Lærling, at han, ægte
romantisk, næsten altid fremstillede det Fremmede og
Umoderne, saa vil man hos ham finde saa mange for de
franske Romantikere fælles Træk, at man i ham erkender
det ægte Barn af hans Tidsalder.
Hans Skikkelse hæver sig, ogsaa uden at man tildeler
ham en kunstig Originalitet, tilstrækkeligt frem i den
geniale Slægt fra 1830. De andre sprængte i brogede
Vaabenkjortler, med forgyldte Hjelme og vajende Faner
ind paa Arenaen. Han er den sorte Ridder i den store
romantiske Turnering.
*) «Naar Cromwell tager over til Irland, angiver
Guizot Tallet paa de Nedsabl ede og nævner, hvad
Stand de tilhørte, og det er Alt. Og dog - hvilke
smukke Blodbade! Hvilken Lejlighed til at gennemtrænge
Læseren med det kolde Raseri, der førte Fanatikernes
Kaarder!» Taine: Afhandling om Guizot.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
