Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXVII. Th. Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Th. Gautier
253
siddelse af Skatten, sendte han Bud efter sin
Skrædder. Han udviklede ham sin Plan; af dette Stof
skulde der gøres en Vest; jo en Vest; den skulde have
Form som en Kyrads, springe frem midt over Brystet
og hægtes i Ryggen. «Hvis man,» fortæller Gautier,
«blandt de akademiske Fortegninger, der angiver de
forskellige menneskelige Ansigtsudtryk, opsøger en af
dem, der har Underskriften: Forundring, saa vil man
kunne gøre sig en Idé om den skrækslagne Skrædders
Mine.» - «Men saadan en Vest er ikke moderne,»
indvendte han frygtsomt. - «Den bliver nok Mode,»
svarte Gautier. - «Men jeg kender ikke dette Snit,
Det nærmer sig mere til Teaterstilen end til en daglig
Dragt; jeg er bange for at forskære Stoffets - «Vær De
rolig, jeg skal skære Dem et Mønster i Lærred.» - Og
Vesten blev syet, og med rolig Stolthed og overlegen
Koldblodighed udholdt Gautier hin berømmelige
og stormfulde Teateraften det hele Artilleri af
Filister-Kikkerter, der under Fingerpegen rettedes
paa ham. Hans Navn voksede sammen med Sagnet om den
røde Vest, skønt han kun bar den hin ene Aften; man
vidste længe ikke andet om ham, end at han havde havt
den paa - jeg har selv i 1867 i Paris truffet Folk
som troede, han gik med den endnu - og den Straaler
den Dag idag i den franske Literaturs Historie som
et barnligt Symbol paa hin entusiastiske Ungdoms
Kærlighed til det Lysende og Farverige i Livet.
Men det egenlig Lysende og Flammerøde, det var
Kunsten, den rene Kunst. Den grænseløse, hensynsløse
Kærlighed til Kunsten som Kunst har sjældent fyldt et
Hjerte som den fyldte Gautier’s. Han bevarede denne
Kærlighed til sin Død, men i sin Ungdom følte han den
med alle de Nydelser, den skænker, al den Beundring,
den foranlediger, alt det Mod, den indgyder, og alt
det Had, den indblæser.
Det var denne Kærlighed, som gjorde, at han i dyb og
ædel Beskedenhed blev en Beundrer af Kunstnere, han
der selv var en Mester. Han blev Hugo’s Page, Balzac’s
opofrende Ven. Han var Digter, men Beundringen gjorde
ham til Kritiker, og ingen havde som han Glæde af et
godt bygget Vers, et lysende Ord, et malerisk Udtryk,
en kraftig Fantasi og et dristigt Fantasteri. Han
var Maler, før han blev Poet, og Ingen anerkendte
som han den mægtige, skønt famlende Originalitet hos
Delacroix, som affødte hin Koloritens Glans og Pragt,
der overstraalede alt Fortegnet. Med hvilken Lidenskab
faldt han ikke derfor som
17*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
