- Project Runeberg -  Samlede Skrifter / Sjette Bind /
301

(1899-1910) [MARC] Author: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, Vigny, Hugo

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Dramaet: Vitet, Dnmas, Vigny, Hugo
301

han, «skulde jeg underkaste mig dem? Hvem har skaanet
mig for en Ulykke, hvem kan rose sig af at have
vist mig en Tjeneste! Jeg har kun faaet Uret, og
jeg skylder kun Had. Man har indebrændt min stakkels
Moders Skam paa min Pande».

Adéle elsker Antony, men vil fly ham. I sin Lidenskab
overrumpler han hende paa en Rejse og bemægtiger
sig hende med Vold i et Værtshus, hvor hun opholder
sig. Selv efter denne uværdige Handling vedbliver
hun at elske ham. Vi genfinder Parret i Paris. Dets
Æventyr er blevet bekendt. Vi hører hykkelske Damer,
der forener hemmelig Kærlighed til det Forbudne med
ulastelig Iagttagen af Skinnet, sønderslide Adéles
Rygte. Deres Angreb besvares fra de gode Personers
Side med harmfulde Udgydelser mod Samfundet og
dets Hykleri. Men Dramet nærmer sig sin Afslutning:
Ægtemanden, Oberst d’Hervey vender tilbage fra en
Rejse; Antony opfordrer forgæves Adéle til at flygte
med sig; allerede høres i Forstuen den fornærmede
Ægteherres Skridt, da Elskeren drager sin romantiske
Dolk og støder Adéle den i Hjertet, idet han for at
redde hendes Ære tilraaber den Indtrædende: «Hun har
afvist mig, og jeg har myrdet hende*.

Naar man læser Stykket nu, tager det sig urimeligt
og oprorende ud. Det forekommer En, at man ikke
vilde kunne se et saadant Stykke, ifald det var nyt,
uden at smile, hvor man skulde røres. Man forstaar
neppe nutildags, hvorledes det er gaaet til, at
et udsøgt Teaterpublikum i 1831 ved den første
Opførelse henreves til vanvittig Jubel derover;
thi man klappede, man græd, hulkede og raabte
Bravo. Stykket understøttedes ved Bocage’s og Marie
Dorval’s mesterlige Spil. Den begejstrede Ungdom rev,
fortæller Dumas, en smuk grøn Frakke itu paa hans Ryg,
for at bevare Stumperne som Reliquier, og selv om
denne Anekdote ikke tør tages altfor bogstaveligt,
er det dog vist at Begejstringen gik over alle
Grænser. Forklaringen er den, at man aldrig ler
af et Værk, hvori Ens egne Stemninger og Følelser
kommer tilorde. Antony var ikke blot Lidenskaben,
der gaar til Vildhed, i Forening med en Ømhed saa
stor, at den hellere paatager sig Ansvaret for et
Mord, end udsætter den Elskede for Krænkelser og
Haan; men Antony var tillige den paa Byronsk Vis
hemmelighedsfuldt Udkaarne unge Helt, der kæmper mod
Skæbnens Uretfærdighed og er større end sin

Skæbne. Ganske savnedes dog ikke i
Samtiden en overlegen

20*

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 04:14:05 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/gbsamskr/6/0305.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free