Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramet: Vitet, Dumas, Vigny, Hugo
309
i Schweiz kunde føre en protestantisk troende Pen, gav
sig til at synge Lovsange. Nu havde Hugo fundet sin
Overmand, Racine sin Ligemand. Selv den kritiske Vinet
istemte det store Halleluja. Han faldt i Henrykkelse
over Stilen hos Ponsard: «Denne Digter spinder Guld
som hans Lucretia Uld o. s. v.»
Les Burgraves faldt igennem den 7de Marts 1843. Den
22de April samme Aar opførtes Lucréce første Gang
under stormende Bifald. Saa nær sammenkoblede
Historien Romantismens sceniske Nederlag og hvad
man kaldte «den sunde Fornufts Skoles» (Uécole
du bons sens) kortvarige Triumf. Den skikkelige
Ponsard maatte, hvis han vilde tro sine Kritikere,
Janin og de andre - Théophile Gautier og Théophile
Dondey alene protesterte - indbilde sig, at hans Ry
var grundfæstet for alle Tider.
Foruden sin Digter havde den klassiske Reaktion
fundet sin Skuespillerinde. I Aaret 1838 havde paa
Théåtre-francais debuteret et ungt, rent uvidende
Barn, en attenaarig Jødepige, der havde sunget til
sin Harpe paa Gader og i Kaféer, og det viste sig,
at denne lille Pige var en Muse.
Rachel betraadte Scenen, og det traf sig, at dette
unge teatralske Geni, det største kvindelige, som
Frankrig nogensinde havde set, havde udpræget Uvilje
mod de Roller, de romantiske Dramer afgav, men at
hun med en saadan Alvor og Lidenskab opfattede det
gamle klassiske Skuespilforraad, at hun - hvad Ingen
havde troet muligt - gengav hine gamle Tragedier deres
Tiltrækningskraft, dem, den romantiske Skole med Haan
og Spot havde fordrevet fra Teatret. Hvad nyttede
det, at Gautier vred sine Hænder! Ifigenia, Merope,
Emilia, Chimene, Fædra betraadte atter Skuepladsen,
og det udrustede med en saadan Adel og Sandhed,
at det letbevægelige Publikum nu og da blev betaget
af en Art Raseri mod dem, der havde vovet at lade
haant om disse gamle Nationalhelligdomme. Et Folk
bliver altid glad ved at erfare, at det ikke med
Urette et Par hundrede Aar igennem har set op til
sine navnkundige Mænd og deres Værker.
Rachel havde først afvist Titelrollen i Lucréce, skønt
den var skrevet for hende. Men da Stykket havde gjort
Lykke paa Odéon, overtog hun Rollen. Et Øjenvidne har
skildret mig Stemningen i Teatret første Gang, hun
spillede Lucretia, med disse Ord: «Man sad aandeløs af
Forventning, da Tæppet skulde gaa op. Det hævede sig,
og vi saa Rachel som Lucretia siddende ved sin Rok
imellem sine Terner. Der var allerede forud stille;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
