Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXXIII. Den socialpolitiske Idebevægelse og Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den socialpolitiske Idébevægelse og Poesien
319
Friheden er Folkenes Hæder.
Hvis der skulde være et Folk, som agtede Retfærdighed
og Frihed ringere end Bonden sin Høst, Haandværkeren
sit Brød, Købmanden sin Rigdom og Soldaten sin Hæder,
saa rejs en høj Mur omkring dette Folk for at ikke
dets stinkende Aande skal forpeste Luften i Europa.»
«Unge Soldat! Hvor gaar du hen?
Jeg gaar bort at kæmpe for Retfærdigheden, for
Folkenes hellige Sag, for Menneskeslægtens evige
Rettigheder, imod Tyrannerne og for Frihed.
Gid dine Vaaben maa være velsignede, unge Soldat
Unge Soldat! Hvor gaar du hen?
Jeg gaar bort for at omstyrte de Skranker, der skiller
Folkene og som hindrer dem i at kaste sig i hinandens
Arme som Brødre, der burde leve en drægtige i gensidig
Kærlighed.
Gid dine Vaaben maa være velsignede, unge Soldat!
Unge Soldat! Hvor gaar du hen?
Jeg gaar bort for at befri Tanken, Ordet,
Samvittigheden fra Menneskers Tvangsherredømme.
Velsignede, syvfold velsignede være dine Vaaben,
unge Soldat !»*)
Virkelighedsfjerne og enstonige er disse Udsagn og
Omkvæd ganske vist, men prægede af den Veltalenhed,
som gør et uhyre Indtryk paa Menigmand, og man ser,
at disse revolutionære Stemningsudbrud ikke mangler
meget i at være ren Poesi. De blev det hos Hugo.
Læser man hans Digte fra Fyrrerne føler man, hvorledes
han med sit Digterøre hører Revolutionens Gang og
dumpe Larm under Jorden og aner, at den vil aabne sit
Krater i Paris. Alt i Fortalen til Efteraarsbladene
lyder hans Klage over England, som forvandler Irland
til en Kirkegaard, over Fyrsterne, som gør Italien
til et Galejslave-Fængsel, over Czaren, som befolker
Sibirien med Polen. Allerede dér taler han med
Henblik paa Saint-Simonismen om de gamle Religioner,
der skyder Ham, og om de nye, der fremstammer deres
halvvejs sunde, halvvejs falske Tanker. Og lige
fra den Tid af optræder han i alle sine Værker
som Talsmand for Folkenes Frihed, for deres Ret
til Selvstyre og for Humanitetens Religion. Han
var som Dramatiker begyndt med det blotte Oprør mod
Kunstformen. Men snart gav han sig til at bruge Dramet
i sine Ideers Tjeneste, ganske som Voltaire i det
forrige Aarhundrede havde anvendt Tragedien til Organ
for sine. Et af hans Dramer (Le roi amu.se) er et
Angreb paa den vilkaarlige Kongemagt, rettet mod den
*) Paroles d’un croyant, Kap. XX, XXXVI og XXXIX.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
