Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXXIV. De Oversete og Glemte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 Den romantiske Skole i
Frankrig
at læse en Ballade højt. Her gjorde han Bekendtskab
med dennes hele Kres, men tyede især til Sainte-Beuve,
der blev hans Raad-giver; hos ham boede han under
sine korte Ophold i Paris, og ham gav han sine
Haandskrifter i Forvaring. Han var kejtet som en
Provinsbo og overspændt som en Dilettant, men man
anede Digteren, naar man saa Ilden i de smaa, sorte
Øjnes sky og flakkende Blik.
Straks efter Julirevolutionen kastede Bertrand sig ind
i Politiken og sluttede sig til den yderliggaaende
Opposition. Som ægte Søn af en af Republikens og
Kejserdømmets gamle Soldater gav han den krigerske
Entusiasme, han hidtil var brændt inde med, Luft
i Angreb paa de herskende Borgermænd. Han var kun
23 Aar gammel, og et Blad af Modpartiet havde taget
Anledning af hans Ungdom til at behandle ham dobbelt
haanligt. Han tvang Redaktøren ti] i Bladet selv at
optage et Svar, hvori det hedder:
Jeg foretrækker Eders Haan for Eders Ros. Eders Ros
vilde være af saare ringe Betydning efter det Bifald,
hvormed Victor Hugo, Sainte-Beuve, Ferdinand Denis
o. fl. har opmuntret mit Talent. Da I tvinger mig
til det, vil jeg overfor Eders Uforskammetheder
anføre nogle Ord, som Geniet selv har værdigedes at
sende mig. Victor Hugo skriver til mig: Jeg læser
Deres Vers højt i en Vennekres som jeg læser André
Ghé-nier’s, Lamartine’s eller A. de Vigny’s; det er
umuligt i højere Grad at være i Besiddelse af Formens
Hemmeligheder o. s. v. - Saaledes skriver Hugo til
den Mand, De vover at kalde en Kommis. Det er sandt,
at jeg ikke har den Ære at nedstamme fra en adelig
Spytslikker, og at jeg ikke er valgbar [o: ikke af
de højstbeskattede]. Min Fader var kun en Patriot
fra 1789, en Lykkeridder, som atten Aar gammel udgød
sit Blod ved Rhinen og som halvtresinstyve Aar gammel
havde tredive Aars Tjeneste, ni Felttog og seks Saar
at opvise. Det er ogsaa sandt, at jeg er fattig;
min Fader har kun givet mig Æren i Arv og sin Klinge,
som De, Hr. Redaktør, ikke turde se dragen.
Det er fransk Journaliststil fra 1832, visselig ikke
beskeden, men ikke forknyt. Bertrand hørte til den
Gruppe af unge Mænd, sorn hvis politiske Høvding
Godefroy Cavaignac kan betragtes og som i Datidens
Mundart fik Navnet Les bousfngots (Matroshattene),
de samme, hvem George Sand i Horace omtaler med
Varme. Hos Bertrand var den republikanske Djærvhed
mærkværdigt blandet med Romantismens yderste
kunstneriske Overforfinelse.
Louis Bertrand naaede aldrig frem til at at vinde
Hæder. Han var begyndt for voldsomt, havde ikke
opsparet sin Kraft.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
